Bertil Ekströms brev til Martinus
dateret 29. marts 1978

Rådet for Martinus Institut har svaret på Jens Lindsbys notat fra 14. maj 2018. Instituttets svar kan findes på martinus.dk her eller på martinus-webcenter.dk her.

I instituttets svar til Jens Lindsby kommer instituttet ind på et referat dateret 30. marts 1978 (tre år før Martinus' bortgang) fra et medarbejdermøde - såkaldt "Torsdagsmøde" - hvor Martinus udtaler sig om "rettelser og ændringer i bøgerne". Det gør Martinus to gange, én gang i starten af mødet:

Rettelser i Martinus' bøger. Bertil stillede et spørgsmål i denne forbindelse.
Martinus understregede igen meget kraftigt, at der intet måtte rettes i skrifterne. "Om noget er skrevet "primitivt", så skal det blive stående "primitivt". "Folk må gerne se, at jeg ikke er særlig belæst". "Stavefejl må gerne - efter samråd - rettes."

Og én gang som afslutning på mødet:

Martinus slog fast igen, at han ikke ønskede nogen ændringer i hans skrevne form. Det skrevne k a n miste en del derved.

I rådets ovennævnte svar til Jens Lindsby kommenterer rådet disse citater således:

At der i referatet fra torsdagsmødet 30.3.1978 netop tales om sprogrettelser understreges af, at Bertil Ekstrøm dagen før skrev et brev til Martinus, hvori han beder Martinus tillade, at rådet, efter Martinus' bortgang, kan få lov at foretage rettelser af "sprogfejl". På brevet ses påført med Bertils håndskrift: 30/3-78 Martinus (på torsdagsmødet): Jeg er ikke lærd – jeg ønsker ikke, at der forandres eller pyntes på mit sprog – det skal være, som det er. Jeg er en bonde, og det skal ikke skjules, at jeg ikke er studeret. (http://martinus.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/raadet_informerer/brev_1978.03_fra_bertil_til_martinus.pdf) Altså samme pointe som findes i referatet. Så med "ændringer i hans skrevne form", menes altså med stor sandsynlighed alene sprogændringer.

Som det fremgår, støtter rådet sig til Bertil Ekströms brev til Martinus, som er dateret dagen før det Torsdagsmøde, hvor de to udtalelser fra Martinus fremkommer. Hvordan rådet kan komme frem til, at Bertil Ekströms brev kan bruges som støtte for det synspunkt, at Martinus med sit udtryk "den skrevne form" skulle mene noget andet end - ja netop "den skrevne form", er ikke let at forstå. Rådet skriver: "Så med "ændringer i hans skrevne form", menes altså med stor sandsynlighed alene sprogændringer."

Hvad rådet specifikt mener med udtrykket "sprogændringer", står hen i det uvisse. For hvordan foretager man en "sprogændring", hvis ikke man ændrer i "den skrevne form"? - Det er den eneste måde, en sprogændring kan foretages på.

Men Bertil Ekströms brev til Martinus dagen før mødet er også interessant af andre grunde.

Bertils brev kan downloades her og vises nedenfor i sin helhed:


Det er tydeligt, når man læser det, at det frustrerer Bertil Ekström, at han (Martinus) kategorisk havde besluttet, at han ikke accepterede ændringer uden hans personlige godkendelse:

"Du har jo i bestyrelsen vedtaget at ingen rettelser må laves i litteraturen uden din billigelse, eftersom der altid foreligger en fare for at der foretages ændringer der forandrer indholdet."

Bertil prøver på alle måder at få Martinus til at modificere denne beslutning, så man EFTER MARTINUS' BORTGANG kan få lov til at lave ændringer. Bertil er endda inde på den besynderlige tanke, at man kunne forestille sig, at Martinus AD ÅNDELIG VEJ kunne give sin godkendelse. Hvordan en sådan godkendelse "ad åndelig vej" skulle finde sted i praksis, fortæller Bertil ikke. Det virker mildest talt lidt naivt.

Det fremgår af brevet, at Bertil dog vil acceptere det, hvis Martinus ikke vil fravige sin kategoriske beslutning om personligt at godkende enhver rettelse/ændring. Bertil skriver:

Hvis den gældende beslutning [nemlig om at Martinus insisterede på personligt at godkende ændringer] ikke er til at forandre, så er det guddommens mening at de reaktioner skal finde sted, fordi de har en særlig mission - heri er jeg helt indforstået men har ikke kunnet lade være med at give udtryk for de tanker jeg ikke kunde blive fri fra på anden måde - undskyld derfor min pågåenhed.

Vi ser, at Bertil finder det uforståeligt, at Martinus holder fast på sin beslutning. Det er så uforståeligt, at Bertil må konkludere, at kun guddommen kan stå bag. Vi ser hvilket pres, han lægger på Martinus. Men Bertil er villig til at acceptere Martinus' beslutning, selv om han ikke er enig, og selv om han ikke forstår beslutningen.

Dette må anses for utroligt interessant, for det viser på den ene side, at man på instituttet udmærket vidste, at Martinus stod fast på sin beslutning om selv at ville godkende ændringer, og på den anden side medarbejdernes - her Bertil Ekströms - frustration over, at Martinus trods presset stod fast på dette. Det er utænkeligt, at Martinus ikke var fuldt klar over, at hvis han ikke klart fik understreget, at han holdt fast i denne beslutning, ville faren være stor for, at medarbejderne i fremtiden ikke ville kunne modstå fristelsen til at ændre i teksterne. - Og man må mildest talt sige, at det var, hvad der skete.

At Martinus - på trods af Bertil Ekströms brev - stod fast på sin beslutning, viser Martinus' udtalelser dagen efter på Torsdagsmødet.

Læg mærke til udtrykkene "Martinus understregede igen meget kraftigt" - og "slog fast igen". Der findes vistnok båndoptagelser af disse møder, og det ville være interessant at høre Martinus' tonefald.

Når det pågældende Torsdagsmødereferat læses i sammenhæng med Bertils brev fra dagen inden, forstår vi pludselig bedre Martinus' meget kategoriske formuleringer og tonefald på mødet. Martinus var - bl.a. på grund af Bertils brev - klar over, at nu måtte han sige det så tydeligt, at det ikke kunne misforstås. Emnet kom frem som det første punkt på mødet, og Martinus afsluttede mødet med at gentage det og præcisere, at det gjaldt helt ned til den "skrevne form". Endda tilføjer Bertil i hånden efter mødet, eller måske endda dikteret PÅ mødet af Martinus, at Martinus ikke ønskede, at der "forandres eller pyntes på mit sprog - det skal være som det er". Det turde vel nok være det, instituttet har ønsket ved at pynte på det "gamle" sprog og ændre det til noget mere moderne. Og "forandres på mit sprog" - hvori ligger mulighederne for at modificerere dette udsagn, så nogensomhelst ændringer kan indføres? - Det er så klart og tydeligt, som man kan ønske sig:

Ingen forandring på mit sprog - det skal være som det er

Og så er det endda nedskrevet af Bertil Ekström, på hvem det tydeligvis kløede i fingrene for at få lov at rette og forbedre.

Takket være rådets meget belejlige offentliggørelse af Bertils brev får Torsdagsmødereferatet læst i sammenhæng med brevet pludselig helt anderledes "kød og blod". Vi ser, at i spørgsmålet om ændringer i værket, stod Martinus klippefast - trods pres fra sine medarbejdere. Han ønskede ingen andres indblanding i sit forfatterskab. Han var klar over, at ingen besad en dybere forståelse af værket, så der var god grund til at frygte - sådan som Bertil udtrykker det - "at der altid foreligger en fare for at der foretages ændringer der forandrer indholdet".

Dette Torsdagsmødereferat og Bertils brev med håndskrevet tilføjelse - sikkert dikteret af Martinus - burde i sig selv være mere end tilstrækkeligt til at vise, at instituttets ændrede, bearbejdede og moderniserede udgaver udgør en klokkeklar krænkelse af forfatterens ønsker og derfor - udover at være moralsk forkasteligt - udgør en ulovlighed, som kvalitativt er langt langt værre og slet ikke tåler sammenligning med Firkløverets handlinger, som rådet forsøger at bilde retssystemet ind slet intet har med førstnævnte langt værre ulovlighed at gøre.

Sagens alvor understreges af, at Martinus for at fjerne enhver misforståelse ender med at gøre det til instituttets HOVEDFORMÅL, at "værkerne skal bevares uændret" efter hans bortgang. Og alligevel kan instituttet ikke forstå det. De falder alligevel for fristelsen til at ændre, og fastholder endda fejlen, når den er blevet påpeget.


Søren Ingemann Larsen - 13. september 2018