DET TREDIE TESTAMENTE - et umoderne titelvalg

Hvorfor mon Martinus omkring 1980 traf den beslutning at stave titlen på sit værk med en retskrivning, der var blevet ugyldig 25 år tidligere i 1955? - Martinus valgte at give hele sit værk titlen: “Det Tredie Testamente” og signalerer således med titlen en forældet stavemåde. Ingen steder i sit værk skrev Martinus i øvrigt “tredje” med “j”. Martinus skrev konsekvent “tredie” med i - ikke kun i hovedværket, men i alle bøger - i hele værket - og ikke mindst i værkets titel. Dermed blev ikke bare værket, men også selve titlen naturligvis en torn i øjet på den umodne læser, der kritiserer sådanne afvigelser fra gældende retskrivning.

Martinus skriver om den umodne læser:

“Han vil kritisere disse ord og sætninger, deres opbygningsform og eventuelle stilistiske afvigelser fra de traditionelle eller moderne former for retskrivning.“
(Fra “Hvad er Sandhed”, kap 29)

Den umodne læser, må naturligvis regne det som en selvfølge, at Martinus betragtede sit værk som en kladde, der skulle renskrives efter den umodne læsers kritik.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at Martinus deler den umodne læsers opfattelse.

Og selv hvis vi følger den umodne læsers tankegang og forestiller os, at det virkeligt var Martinus magtpåliggende, at værket skulle ændres til gældende retskrivning og dermed rettes ind efter den umodne læsers kritik og således undlade at udgive Martinus’ egne udgaver, som han selv har godkendt, hvilket i sig selv ville være ulogisk, ikke mindst når han intet siger eller skriver om det, men derimod skriver og siger og gentager det modsatte, at intet må ændres, så bliver det endnu mere ejendommeligt og ulogisk, at han traf dette valg at stave selve titlen på hele værket med forældet retskrivning. Det signalerer heller ikke ligefrem, at Martinus ønsker denne stavemåde ændret.

Men det er også selvfølgeligt, at ethvert logisk argument må prelle af på den umodne læser. Denne kan naturligvis kun tro, at ordene “bevare uændret som de foreligger” skal fortolkes som at ændre hele formen til moderne retskrivning, samt ændre andre ting, som den umodne læser finder uvæsentligt, idet han naturligvis må tolke bestemmelsen farvet partisk af sin uvilje, ukærlige kritik og antipati mod den stavemåde, Martinus valgte til sit værk og ikke mindst værkets titel.

Rådet har i et notat på Martinus.dk skrevet:

“Instituttet må ikke ændre i indholdet af Martinus' værk, men derimod gerne i formen på værket, når det sker på betryggende vis. Formen på værket er f.eks. skrifttype, paginering og retskrivning.“

Dette skrev rådet i deres notat i januar 2016. Notatet kan læses her:
http://www.martinus.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/raadet_informerer/notat_2016.01_ophavsretssagen.pdf

Det er beklageligvis åbentlyst usandt, idet Martinus har udtalt, at der ikke må foretages ændringer i den skrevne form.

Dette er dokumenteret gennem et lækket torsdagsmødereferat (30. marts 1978):


Har det så fået rådet til at undskylde, at de har vildledt Sagens venner ved at hemmeligholde, hvad Martinus sagde på dette torsdagsmøde og i stedet offentliggøre et notat, der hævder det stik modsatte?

Nej. Rådet undskylder beklageligvis ikke deres åbentlyse usandhed. Tværtimod så har de i stedet opfundet en ny usandhed, som de har sendt deres loyale medarbejder, Søren Hahn, i byen med, som han villigt gentager på suggererede vis. Denne usandhed modsiger nu også rådets påstand i deres førnævnte notat, idet MI nu pludselig påstår, at retskrivning alligevel ikke er del af formen, men derimod er formalia.

Til overmål ser man på Facebook Søren Hahn igen og igen paste følgende, uagtet han udmærket ved, at Martinus ved at anvende stavemåden 'tredie' ikke fulgte gældende retskrivning:

"I de mere end 50 år, Martinus arbejdede med sine tekster, valgte han at indrette sig efter den sproglige udvikling i samfundet. I konsekvens af denne holdning bliver værkerne i dag opdateret og genudgivet med ny retskrivning."

I stedet for at fortryde og undskylde det usande, man har udsat Sagens venner for, opfinder man i stedet skamløst usandhed på usandhed, efterhånden som kendsgerninger bliver offentliggjort, der dokumenterer det åbentlyst usande i påstandene.

At tilgive er udtryk for visdom, men tossegodhed er ikke visdom. At stole på nogen, man ved ikke evner at tale sandt, er udtryk for tossegodhed. Man kan stole på folk, der er sandfærdige. Og på folk, der fortryder, hvis de ubevidst er kommet til at påstå noget urigtigt.

MI mangler dokumenterbart evnen til begge dele, både at være sandfærdig samt evnen til at føle skam over, at de har vildledt Sagens venner med falske påstande. Det er visdom at tilgive MI, fordi de ikke ved hvad de gør, men stole på dem, det kan man beklageligvis ikke, så længe de mangler evnen til at være sandfærdige og beklage åbentlyse usandheder.


Jan Schmidt - 27. maj 2018