Citater fra de båndede rådsmøder i 1981
vedrørende det fremtidige råds sammensætning

Dette er dokumentationen for de endelige beslutninger om rådets sammensætning, som fandt sted på rådsmøderne i 1981. Der er tale om en fuldstændig opgørelse over, hvad der blev sagt om dette i 1981.

Martinus ønskede et fast automatisk system med det formål:
Martinus var således helt klar over, at Sagen får problemer med folk, der er ærgerrige på egne vegne og ønsker magt. Her er Martinus’ kommentar 14. oktober 1980 på spørgsmålet, om et rådsmedlem kan sidde i 12 år:

”Ja, det er det. En meget dygtig mand kan få en farlig magt på tolv år, og det er det vi skal forhindre, - der er ingen, der skal ha magt.”

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der foregår en proces under rådsmøderne, således at beslutninger eller synspunkter ændres.

Det med fed er min fremhævning.

(Det følgende er siderne 1-4 fra den 6. januar 1981 i sin helhed:)

Ib (Schleicher): Hvis man nu siger, at der normalt skal være syv medlemmer, og at de syv ikke må gå længere ned end fem, så skal der vælges nye medlemmer ind. Så kan vi fastholde, at der skal være mindst fem medlemmer. På den måde kan systemet, så vidt jeg kan se, fungere.

Martinus: Ja, det var jo udmærket. Men de to der, hvordan var det, du sagde med dem.

Ib: Hvis vi siger, at der normalt er syv medlemmer i bestyrelsen, og hvis det kommer ned på fem, ved at to fragår, så skal der vælges nye ind. Og der må ikke være mere end højst ni. Vi er kørt frem og tilbage omkring antallet. Vi har været inde på, om der ikke skulle være mere end fem til daglig. Men hvis der kun var fem, så risikerede man, at man kom ned på tre, hvis nogen får forfald. Og det har vi været enige om, at det var egentlig for lidt til at tage beslutninger.

Martinus: Ja, der må ikke være mindre end fem. Det er godt nok, som du siger, at der kan være sådan to i reserve, altså syv.

Ib: De to er der automatisk, for de er i prøveperioden.

Martinus: Hvis de kun var fem, så skulle den femte være prøve - det første år. Med syv vil der altså være fem, der er ordinære medlemmer.

Martinus: Sagen er jo alligevel en fundamental sag, så der må være et fast punkt bag den. Det må være solidt. At der er syv - det er jo også det hellige tal. - Det har man jo brugt i mange tilfælde, og det tror jeg også er det helt rigtige. Det ER meget vigtigt med bestyrelsen. Den HAR en kolossal post. Den skal garantere, at instituttet, at bøgerne og det hele - det går sin gang som det skal. Og det MÅ den altså gøre. Men for at man kan have en virkelig arbejdsdygtig bestyrelse, så er det godt at have de to i reserve. Men de to i reserve de skal vi, hvad skal man sige, de er ikke med til at bestemme, før de bliver medlemmer. Husk på, vi skulle gerne lære dem at kende. Det skulle vi jo helst, inden de kommer ind. Og det er jo ikke godt, hvis en kværulant skal have ret til at stemme. Det kan jo betyde noget, hvis de er venner med den ene eller den anden. Det gælder om, at de ikke har evne til det. Hvis man giver dem magt (de to på prøve), - men hvorfor skal så mange have magt. Så bliver der så mange diskussioner. Fem er godt, men de to skal ikke have magt, for de skal træne sig, de skal lære. Og de har godt af at være i Sagen i de år, de er på prøve, inden de får magt. Og hvis de så har tilbøjeligheder til, - de mener, at de er så kloge, at de er alt for kloge - det er jo ikke altid, man kan se det, før man har dem her. Når de ingen magt har, så er det så nemt, så kan de ikke lave spektakler. Men har de ret til at være bestyrelsesmedlemmer, så begynder de at brovte og være med - jeg mener - i de værste tilfælde. Og sådan nogle skal man jo ikke gerne have ind. Sagen skal helst være kendt med dem, de vælger. Man lægger mærke til og finder ud af, hvem der skal være i bestyrelsen næste gang. Men jeg synes jo ikke, at de to skal ....

Aage (Hvolby): Kan man ikke sige, at man er på prøve, indtil der bliver en ordinær post i bestyrelsen, så kan man supplere op efter behov. Det vil sige, at der før den ordinære periode ligger en prøvetid af ukendt længde. —.

Ib: Det gør jo ikke noget, at alle ikke bliver formand.

Martinus: Jeg mener, at systemet ikke er fuldkomment, hvis ikke alle når at blive formand. Ellers bliver der nogen forskel, og det er nok til, at nogen, der har lidt ærgerrighed, føler sig generet over, at nu skal han der være formand, det kunne lige så godt være mig.

Ib: Så burde man ikke være i bestyrelsen.

Martinus: Ja, det er da klart. Men der er det, at man kan risikere at få den situation. Og så er det bedre, at det ikke kan lade sig gøre.

Martinus: Hvordan med de fire. Da gik det jo meget fint. Man kan jo tage det dobbelte tal, da må det jo blive det samme.

Ib: Hvis bare antallet passer med antal år, så passer det hele tiden - antallet af ordinære medlemmer.

Martinus: Det må jo også gå eftersom man er ansat. Den, der er først ansat må også først blive formand, for at der ikke skal blive kludder.

Ib: Men man kan næsten ikke forhindre, at der bliver kludder i det, for hvis nu der er en, der går af i utide, dør eller flytter, - så er der uorden i systemet.

Martinus: Så må den ene af prøvemændene gå i stedet, - og så skal en ny ind. Willy viser en tegning.

Martinus: Man må have det sådan, at man kan hjælpe sig - det kan man med de syv.

Ib: Hvis en står for at skulle være formand og så træder ud af bestyrelsen.

Willy (Kuijper): Så kan den, der er formand, blive et år mere.

Martinus: Det kan man heller ikke, fordi det kan også skabe noget.

Henning (Laug): Henviser til, at forhenværende bestyrelsesmedlemmer kan udfylde et temporært vakuum.

Martinus: Jo, det kunne man gøre, hvis der er mulighed for det.

Henning: Det mener jeg, der er, fordi de har været i bestyrelsen - vil altid være villige til at hjælpe til.

Martinus: Men så skal de have at vide, at det kun er i den manglende periode.

Willy: Man kan også lade et af de siddende bestyrelsesmedlemmer sidde et år længere.

Martinus: Nej, det bliver også galt, for så får han et fortrin, som de andre ikke får. Vi må undgå alt det, der idag laver ballade. Det var en god ide, at man tager den, der har været formand før, hvis det er muligt. Men nu kunne der jo opstå den mulighed, at han er død - ja, så skal man måske længere tilbage i tiden, og han egner sig måske slet ikke idag til at være formand. Man kunne jo også lave det sådan, at hvis formanden dør, så kan man bare lade dem rykke frem - allesammen. Og så tager man en ny mand ind bagi. De to på prøve er det altså et år.

Ib: Hvis man siger, at der er syv, hvoraf der er to på prøve.

Aage: Man kunne da godt have fem personer, som har en valgperiode på fem år, og to på prøve af en ukendt længde, som rykker ind. Og sker der noget helt unormalt, så tager man dem, der tidligere har været det. Med samme antal medlemmer som år, så har man et grundprincip, der holder. Princippet med at have nogen på prøve er vel det, at der er den mulighed, at de ikke er egnet.

Martinus: Jeg mener, at det er ikke det, at jeg tror, de er underbegavet, jeg mener heller ikke, at det er, fordi der er så meget at lære. Men når de er på prøve, så er det mere det, - hvordan arbejder de sammen med de andre, - er de egnede til at være i spidsen for denne Sag. For dem, der skal være i spidsen for denne Sag, de må være herre over sig selv, de må have overvundet nogle af deres skavanker. Man kan ikke komme og blive bitter, vred og gal i hovedet på den plads. Det må ikke finde sted, det må man have bag sig.

Aage: Man risikerer, at det er nogen, der taler hele tiden, eller aldrig siger noget.

Martinus: Ja, men det er det, man skal prøve. De er jo på prøve, og da må de vide, at vi har ingen forpligtelse til at tage dem. Det skal vise sig.

Willy: Skal de så have besked, når året er gået, om vi vil have dem.

Ib: Så får de bekræftet deres valg, eller også må de gå ud.

Martinus: Det er klart, de bliver ikke afvist - undtagen de har lavet ballade af en eller anden slags. Har de det, så er det klart, at der er grundlag for at sige, at det kan vi ikke have indenfor Sagen. Og har de været rolige - og måske nok sådan lidt selvbevidste, men det er ikke sådan, at de er blevet vrantne eller bitre. Sådan nogle kan vi ikke have. For der er der jo også bogen, der skal vise dem, hvordan de skal være. Det er derfor, de er på prøve. Det er nok en bestyrelse, men det er ikke en bestyrelse som i en forening. Fordi Sagen er jo automatisk. Den er én gang automatisk. Selvfølgelig må den rette sig efter konjunkturer, efter hvorledes tingene tilbyder sig. En alm. bestyrelse skal spekulere i renter og salg osv. Her er der nogle særlige betingelser, der skal holdes. Og det er det bestyrelsen skal sørge for, at disse betingelser ikke bliver fordrejet. Altså alle betingelser for bøgernes udgivelse, betingelse for bøgernes opretholdelse, og deres fortsatte fremtid. Det har bestyrelsen ansvar for. Myndighederne forlanger jo, at der skal være en bestyrelse for sådan en selvejende institution, derfor kan man godt sige rådet. Jeg synes nok, det ville være godt, at det blev kaldt rådet. Det kan man jo godt kalde det, og derfor kan det jo godt være en bestyrelse - man kan også godt kalde det bestyrelse. Men hovedsagen er, hvad denne bestyrelse skal lave. Det er ikke en bestyrelse for en eller anden fabrik eller forretning. Det er det ikke. Det er en bestyrelse for opretholdelse af bøgernes udgivelse, de forpligtelser, som nu én gang er lavet med bøgernes udgivelse, deres fremstilling, deres copyright. Det er ikke, fordi der bliver så meget. Der kan nok blive det, at S agen sælger bøger, så der bliver jo også et kontor, naturligvis, men der bliver ikke i stor stil det, at Sagen skal være en forretning. For så kunne vi jo selv have udgivet bøgerne, og det var jo det, jeg ikke ville have. Mange sagde, at vi selv kunne lave et forlag. Og det kunne vi naturligvis også. Men så skulle vi selv til at ansætte folk, - og så bliver der strejker og lønforhøjelser og alt det der. Vi skal have så lidt med det at gøre som muligt. Men selve centrum, bøgerne, det er jo det vigtigste. Bestyrelsen er jo så at sige i stedet for mig. Nu er jeg garanti for bøgerne og for analyserne. Nu overgår det altså til bestyrelsen, som om det var deres værk, der kommer ud. De holder øje med, at der ikke er nogen, der forvansker dem eller stjæler fra dem. De holder øje med, at det går sin ordentlige gang, at de bliver ordentligt berettet. Det skal bestyrelsen sørge for. De er værkets vogtere. De er det faste punkt for det hele. Og de er det faste punkt for selve instituttet. Og i det hele taget det faste punkt for Sagen for hele verden. Men på den anden side, så har vi ikke noget med at have herredømme over nogen. De må selv dyrke bøgerne, som de vil. Men de må ikke lave sekt, og de må ikke lave forening. For så er det jo ligesom de andre. Det er sådanne betingelser, der kommer til at stå i strukturen.
Rådet 6. januar 1981.


(Det følgende er siderne 7-14 fra den 6. januar 1981 i sin helhed)

Martinus: [...] Vi må hellere se lidt på lovene. Fem ordinære medlemmer og to på prøve.

Ib: Når man kommer længere hen, så er de ikke på prøve længere. Så er de ordinære medlemmer. M: Ja, ja.

Henning: Så er der gået nogen af.

Ib: Nej,

Martinus: Det vil altså sige, det bliver de efter det første år. Hvordan, skal de være i syv år.

Ib: Nej. Fem års valgperiode har vi talt om.

Aage: Man har fem medlemmer, og de er der fem år hver, og den ældste, som er formand, han afgår hvert år. Og det betyder, at de to, der er på prøve, er det højst to år. Og sker der noget uforudset, død, flytning e.l., så bliver det kortere end de to år.

Ib: Det indebærer, at den samlede tid i bestyrelsen bliver længere end de fem år, fordi nu ligger prøvetiden forud for de fem år.

Martinus: Jamen bliver det ikke syv år så?

Aage: Ja, men de to år er man ikke ordinært medlem.

Willy: Er du klar over det?

Martinus: Nej, det er jeg ikke. Det bliver jo syv år med syv mennesker.

Rolf (Elving): Jo, men de to er på prøve, og de har ikke stemmeret, de har ikke magt.

Martinus: Nej, det er heller ikke, fordi det er så meget med magtspørgsmål. Det har jo de fem. Man må jo regne med, at de to hører med til bestyrelsen, men de er altså kun på prøve.

Willy: Hvis nogen dør, så når de ikke at være inde i fulde syv år.

Martinus: Nej, det må de så være belavet på. Det må så stå i strukturen. Og det må jo også være beregnet på, at de skal være formand en gang. Hvis en formand dør før tiden, så bliver der måske kludder i ordningen.

Aage: Hvis det er formanden, der dør, så træder den forrige formand ind, og på den måde bliver alle formand i et år.

Martinus: Ja, det er det der, hvis man kan få fat i den forrige.

Willy: Man kan også sige, at den næste bliver et halvt år længere.

Martinus: Det bliver ikke let at tage en mand, der ikke er formand. Så vil de andre jo gøre vrøvl.

Willy: Man kunne også lade den næste blive formand, så han f.eks. er det halvandet år.

Martinus: Ja, så er der altså en, der ikke får sin prøvetid helt ud. Nej, det skulle jo heller ikke gøre noget. Det er jo ikke en svendeprøve.

Ib: Hvis det nu er en, man ikke skal have, - som ikke egner sig.

Willy: Så må man sikre sig, at de er mindst et år på prøve.

Ib: Jeg har skrevet denne tilføjelse, at man kan være på prøve i et højst to år. Jeg har skrevet her, kommer antallet af ordinære medlemmer ned under fem, uden at prøvemedlemmer kan indvælges, indgår sidst afgåede medlemmer automatisk, indtil prøvemedlemmer indvælges på ordinær vis. Og de afgåede bestyrelsesmedlemmer er så ikke mere afgået, end at de til stadighed er til rådighed til dette her. Der har man sikkerhedsnettet. Og hvis man så skriver, at prøveåret skal være mindst et og normalt højst to år.

Henning: Man kan også tænke sig den mulighed, at den, der rykker op som formand, siger, må jeg ikke godt være fri, for jeg egner mig ikke til det.

Martinus: Ja, det kan han godt sige.

Martinus: Jeg tror, at var det så ikke bedre alligevel, at den nye formand kommer ud af dem, der er inde i Sagen (i bestyrelsen).

Ib: Jeg mener også, at afgåede bestyrelsesmedlemmer indgår som ordinære medlemmer, ikke som formand.

Martinus: Nej, jeg tror ikke, vi skal tage nogen, der har været, - og måske er han fornærmet, - bitter, fordi han skal gå af. Man kan vente sig alt muligt.

Henning: Kan man virkelig have valgt så langt ved siden af i sin tid.

Martinus: Åh, du må forstå, folk kan være primitive, når det gælder sådan noget som ærgerrighed. Men det skal jo være personer i Sagen, som man kender som egnede. Men vi kan jo ikke garantere. Men vi må jo huske på, at vi får også hjælp. Man må regne med, at forsynet har en, der skal være det. Vi andre skal danne grundlag for, at der kan være fast form. Når vi her på det fysiske plan danner en adgang, et system, så skal forsynet nok finde en, der kan passe ind i det. Men - jeg synes ikke om det, at den gamle formand skal gå ind igen. Det tror jeg ikke, er godt. For så kan han sige – hvad er det for et fjollet system. Jeg kunne lige så godt være blevet, da jeg var derinde.

Rolf: Det er blot, fordi der er opstået en særlig situation.

Martinus: Folk vil sige, at det er ikke logisk. Er det noget det er, så er det ulogisk.

Rolf: Men hvad skal man så gøre, hvis der opstår sygdom?

Martinus: Ja, så mener jeg, at det trækker op af sig selv. Så rykker næstformanden op, - og de andre rykker bagefter.

Aage: Et af de problemer, som jeg kan se er, at de personer, der har været med til at træffe en beslutning, de går fuldhjertet ind for det. Men hvis en mand har været udenfor bestyrelsen og kommer tilbage, så kan man ikke forvente, at han går lige så stærkt ind for de beslutninger, der er truffet, som de der sidder der i forvejen.

Martinus: Nej, det gør han ikke. Han vil ligesom føle, at han har mere magt, fordi vi har været nødt til at tage ham.

Rolf: Så kommer man ikke udenom, at nogle kommer ind i bestyrelsen med kortere prøvetid.

Martinus: Nej, men det gør da ikke noget, fordi det er jo i stor udstrækning en talemåde. Det er naturligvis for, at man kan lære ham at kende. Det er ikke, fordi han skal øve sig op i nogle vanskelige problemer, i drabelige maskiner, at han skal lære at passe osv. Det er mere for, at de, der er i bestyrelsen, skal lære ham at kende, - at de kan være sammen med dem. For så kan de jo hurtigt opdage, at de egner sig ikke - eller også egner de sig godt. Det er nærmest for, at man kan opdage, om de egner sig til det.

Rolf: Men hvis det nu sker, at han må rykke ind øjeblikkelig.

Martinus: I den situation, så skal der være en særlig slem ballade, - hvis den pågældende laver en slem ballade, så vil strukturen vise, at det kan man ikke have her. Det kan man skrive i strukturen. Det er jo altsammen ulønnet. Det er kun dem, der har lyst til det. Jeg synes, at systemet fungerer udmærket. Hvis det at være formand var en større eksamen, man skal kunne tage, så var det noget andet. Men det er det jo ikke. De er mennesker som vi andre. Men det er meget vigtigt, at bestyrelsen lærer at kende, hvem der skal være deres efterfølger. Og det lærer de at kende ved at tage to mænd ind. De er med i bestyrelsen, og de er med til at sige det ene og det andet, uden at de har stemmeret. Jeg mener ikke, at de skal have magt til at stemme. Bestyrelsen lærer dem at kende. De skal have det år til at lære dem at kende - eller to år. Vil der være nogle særlige vanskeligheder i det. Det er rigtig nok, at der kan opstå det, at en mand måske skal rejse, flytte eller dør. Ja, så rykker de frem. Så siger man, så får han kun en kortere prøvetid. Ja, men det er jo ikke en læretid. Det gør ikke noget, at han rykker frem, blot vi i forvejen ved, om han dur.

Rolf: Du var lidt skeptisk før overfor, at et medlem skulle få magt.

Martinus: Jo, bestyrelsen har magt over hele instituttet, den har magt over bøgerne. Den har det store ansvar for, at bøger og det hele går ligesom - jeg har nu. Man skal ikke benytte sig af de gamle, der er gået ud. Der er jo to prøvemedlemmer.

Henning: henviser til, at vi tidligere har talt om muligheden for at vælge et tidligere medlem ind igen.

Martinus: Ja, det var under vore tidligere spekulationer. Det kan vi ikke. Det må vi se bort fra. Dem, der har været i bestyrelsen, skal ikke ind igen. Det mest korrekte og det mest enkle, det er jo det, at vi ikke ser på dem, at de skal ind og ha en stor lære, at det er noget, de skal lære, at der er så vanskelige problemer. De skal bare lære den samvittighed og alvor, man skal have overfor bøgerne, overfor instituttet, overfor hele Sagen. De er hele Sagens centrum. Og de må vide, at det de gør, - at det er dem, der har ansvaret. Og derfor er det så at jeg mener, at der ikke kan blive noget særligt vrøvl. Der er altså 7. Der er 5, der har magten. For at der hele tiden kan være fem, så har man to i reserve. Man kan også sige, at det er reserve, men det er bedre at kalde dem prøve. Så har man disse to. Og så er det lige meget hvad der sker. Formanden kan dø før tiden. Nå ja, men så har vi jo reserven, der går ind med det samme, og så skal vi se at finde en ny, der kommer bagved den anden på prøve. De kan jo også kaldes bestyrelsesmedhjælpere. Men prøve er det nemmeste, så ved de selv, at de er på prøve. Jeg tror, at vi her har noget - en fuldstændig automatik. Hvis det var en anden virksomhed, hvor formanden skulle have ansvaret for en masse punkter, der skal holdes. Ja, så er det jo klart men her er der ikke det. Her er tingene det samme og det samme og det samme. Og prøve-menneskene, de skal ikke kunne noget særligt udover, at de skal være ærlige og sandfærdige mennesker. Mennesker, der ikke har ærgerrighed. Det skal ikke være mennesker, der skal ønske at komme ovenpå. Det lægger man mærke til imellem publikum, ved foredrag og alt det der. Der går så højst syv år - det er den længste periode. Men så sker der det, at formanden på en eller anden måde, - han skal rejse bort. Han vil til Amerika eller Australien, eller at han gerne vil til Sagen et andet sted. Ja, det kan også godt være, at han egner sig godt. Hvis bestyrelsen synes, at han egner sig godt, så er det også bedre at sende ham sådan et sted hen, hvor han kan fungere. Så siger han altså fra, og så kommer den næste ind med det samme.

Ib: Man kan skrive her: Rådet vælger en formand blandt sine medlemmer, normalt efter anciennitet.

Martinus: Her skal vi jo ikke tale om anciennitet eller sådan noget. En mand kan jo være ganske glimrende, selvom han ikke har anciennitet.

Ib: Anciennitet betyder den, der har været der længst. Der ligger ikke andet i det.

Martinus: Ja, men det er da også det, der kommer til at passe. Man må regne med, at mennesker, der er på den post, det er da mennesker, som vi ikke behøver at være bange for. Man må jo sørge for, at man indvælger mennesker, der ikke får tossede ideer. Den prøve er jo kun noget - for at de kan være der og arbejde sammen med de andre og vænne sig til, hvordan bestyrelsen skal leve. Så derfor synes jeg, det bliver det enkleste. Så bliver der altså syv. Og syv er jo også et meget fint tal. Det er jo fuldautomatisk. Det man skal passe på - det er jo det i sådan en situation, hvor prøvemanden ikke når at være der et år, før han optages som medlem, så skal man sørge for, inden de kommer ind, at de virkelig er mennesker, man kan stole på. Det må man prøve på, inden man vælger dem ind som prøve. Det kunne jo også være, at der opstår en situation, hvor formanden dør, og den næste egner sig ikke — man må sørge for ved optagelse af prøvemænd, at de egner sig.

Ib: Det kan man gøre, hvis man skriver en prøvetid på normalt et, højst to år.

Martinus: Vi må jo regne med - fremover - for det behøver ikke at være lige straks - men senere hen i århundredet, da bliver det jo galt, det med sygdom og alt det tåbelige. Men det kan vi jo ikke gøre noget ved.

Aage: Vi har været inde på, at det ikke er effektiviteten, men at det er vigtigere, at vi holder fast ved nogle principper, hvor man ikke kan få magt.

Martinus: Vi skal regne med, at det er mennesker, hvor vi ikke behøver at regne med anciennitet og alt det der. Det er mennesker, der er kommet så langt frem, at man virkelig kan stole på dem, og det skal også være mennesker, der kan rykke frem som formand i en given situation (altså som ikke undslår sig).

Willy: Kan man komme uden om at blive formand?

Martinus: Næh, automatisk skal de jo - det bliver der jo ikke. For vi må jo afgøre det, medens de er på prøve.

Willy: Jeg mener, hvis de ønsker det.

Martinus: Nåh ja, hvis de ikke ønsker det. Det er jo klart. Vi tvinger jo ikke nogen.

Aage: Så kan ordningen komme ud af trit.

Martinus: Denne prøvetid er ikke det fundamentale. Det er ikke så absolut voldsomt nødvendigt, at det skal være et år. Det er afhængigt af, om der er tid til det. Dør der en formand, eller to, så er der ikke tid til, at de prøvemænd sidder deres tid ud. Så må de rykke frem, og så tager vi ny. Men det kunne ikke gå an, hvis ikke vi passer på, at de mennesker virkelig er ordentlige mennesker, - altså udviklede mennesker, - som bestyrelsen selv er, og opfylde de betingelser vi må repræsentere overfor den øvrige verden.

Aage: Hvis hver tredie person ikke ønsker at være formand, så —

Martinus: Ja, så skal der være fri vilje ligesom alle andre steder. For hvis han ikke ønsker det, så bliver han en dårlig formand.

Rolf: Så indebærer det, at man kan blive formand mere end et år.-

Tage (Edeling): Hvad indebærer det at være formand.

Martinus: Hvordan kan de blive formand mere end et år. Nej - det kan, man ikke.

Ib: Hvis man kun har fem medlemmer, og der er nogen, der ikke ønsker at være formand. Så er der nogle andre, der må være det i længere tid.

Martinus: Ja, men der er alligevel det ved det. Man kan nok sige, som man siger idag: Ja - men han skal være sin tid ud. Det skal man ikke sige. Det er bedre at få en ny med det samme. For når han er ked af at være det, så dur han ikke. Så er det bare at sige - så kan du være fri.

Ib: Hvis man siger her, at valgperioden for formanden er et år, og han kan ikke blive formand 2 år i træk, men at man skal tilstræbe så få genvalg af formand som muligt.

Martinus: Jeg mener, at selv prøvemændene er faktisk modne nok til, at de kan være formand.

Willy: Man bør skifte formand på en bestemt dato.

Martinus: Husk på, I er jo ikke en bande røvere. Det er jo klart, at hvis formanden går af, så er det i al venlighed, og vi må da ordne alting i al venlighed. Hvis en formand siger, at han er syg og træt og gerne vil være fri, så skal vi være venlige og forstå ham. Og så beder vi den næste rykke frem - og så har vi gerne ude - en anden mand i baghånden og spørger, om han kan tænke sig at komme ind. (nyt bånd)

Martinus: Man må vælge nogen, der har det samme sindelag og er med på Sagens fremtid.

Henning: Jeg har forstået det sådan, at ved en formands for tidlige bortgang - et halvt år før tiden, så rykker den næste ind og kommer så til at sidde i halvandet år.

Martinus: Det kan jeg ikke se, at han kommer til.

Henning: Jo, hvis man sætter skiftet til en bestemt dato.

Martinus: Nå, har man tænkt en bestemt dato. Det synes jeg ikke, man skal. Datoen må være, når vi har brug for det. Det behøver ikke altid være den første januar. Han kan dø nårsomhelst. Man kan til enhver tid rykke ind, og så sidder han kun et år.

Tage: Så kan vi ikke holde et bestemt system.

Martinus: Et bestemt system? Det er meget bestemt.

Aage: Hvis en formand dør et halvt år før udløb af hans periode, og man kun skal være formand et år, så mangler vi et halvt år. Så kommer der en, der gerne vil være fri, - så mangler vi halvandet år. Næste gang der er en, der gerne vil være fri, så mangler vi to et halvt år, - hvis man skifter efter datoen. Og så ender det med, at en mand, der lige er kommet ind, skal være formand med det samme.

Willy: Vi skal jo ikke skifte efter dato.

Aage: Men det gør man efter det andet system. Så rykker man tilbage hele tiden, - i forhold til det tidspunkt, de kommer ind i bestyrelsen.

Martinus: Nej dato, nej, det er dette år, det er den tid, bestyrelsen skal have, det er ikke hvad datoer, der eksisterer. Hvis nu formanden dør, så rykker den næste ind. Han er jo moden til det, - og det er de allesammen. Så går prøvemanden ind. Han kommer måske ind et år før han skulle. Men vi skal jo huske på, - de er jo kun på prøve. Det er ikke, fordi de skal lære at blive gode og kærlige. De er inde for at blive trænet op i bestyrelsen, i situationen, og hvordan man styrer Sagen. Men jeg kan ikke se andet, - at hvis man skal holde sig til datoer, så bliver der en forfærdelig masse kludder. Men det kan der ikke blive, når det retter sig efter bestyrelsens tid - den, den har til rådighed. Den er ikke afhængig af, at det skal være den eller den dato. Formanden dør, så rykker den næste ind, ligemeget om han kun har været på den post i nogle måneder. De, der rykker ind, har jo altid været der et stykke tid. Medmindre der skulle blive en hel epidemi, så må man finde på andre.

Ib: Så kunne man vælge tre prøvemedlemmer.

Martinus: Det skal man ikke. Det er udmærket med syv mennesker, og de er der højst syv år, og der er ikke nogen, der kommer igen. Der er jo en hel stab at tage af, hvis formand og næstformand skulle dø. Vi kan altid tage nogen udefra. Det er det, jeg regner med, at man skal holde øje med mennesker, som man kan bruge til efterfølgere. Og så skal man ikke være afhængig af tiden. Nej, vi er afhængig af den tid, der skal til, for at det kan ske, det som vi siger her. Så kan det gå automatisk. Så bliver der ikke nogen spektakler med, at han kom ind før mig - og han før mig. Så har de samme ret allesammen. Det bliver ligeligt fordelt altsammen. Det er helt retfærdigt. Ellers kunne de blive gal over, at formand - nu kommer der en ny formand, nu rykker han op. Hvis de andre så ikke skulle rykke op også — men nu rykker de alle op sammen. De får en fordel allesammen. Og det er det, det gælder om, for ellers bliver der bare brok i det.

Aage: kommer med et hypotetisk eksempel.

Martinus: Ja, men sådan kan man jo ødelægge alting. Sådan kan der jo opstå en situation. Men det kan der faktisk ikke. Hvis det var, at prøvemændene skulle lære noget, så kunne det ikke gå, men de skal ikke ind for at lære noget. De kommer ind for at vænne sig til bestyrelsesarbejdet, den form og den atmosfære, man skal leve i som bestyrelsesmedlem.

Ib: Men vi er også garderet, hvis vi siger, at prøvemedlemmer kommer ind med en prøvetid normalt på mindst et år.

Martinus: Vi skal ikke regne med, at prøvemændene er nogle tugthuskandidater.

Ib: Man skal tilstræbe så få genvalg af formand som muligt, så har man garderet sig mod de tilfælde, som Åge siger der.

Aage: Jeg vil godt fremdrage endnu et problem - det er ikke for at sabotere det. Men når nu der er en, der vil være fri for at være formand, så betyder det, at en anden bliver formand et år for tidligt . Skal han så ud, eller skal han efter at have været formand være almindeligt medlem?

Martinus: Jamen der er ingen, der kan blive formand for tidligt. De er værdige til at være formand, lige så snart den anden dør. Hvis ikke vi har det, så er det jo klart, så skal man have helt andre regler. Men det skal vi forstå, at hans efterfølger er klar med det samme, hvis formanden dør.

Willy: Men Aage mener, at så er han kun fire år i bestyrelsen.

Aage: Du har en gang været inde på, at når man har været formand, så skal man ikke være almindeligt medlem bagefter, så skal man gå ud.

Martinus: Jeg mener, det er en struktur, man må indvi dem i. Hvis man ikke gør det, så risikerer man, at de kan blive vrantne. Men nu er det jo det, det er ikke i særlig grad mennesker, der kan blive vrantne, at vi skal have ind.

Rolf: Man kan jo bare sikre sig, at den ordinære tid er fem år, som aktivt medlem.

Martinus: Man skal ikke garantere. Her i en Sag som denne skal folk ikke have store begær eller forlangender osv. De må rette sig efter Sagen, - og det gør de da, hvis de synes om Sagen. Og når Sagen er sådan, så må de få at vide i forvejen — det retter sig jo altsammen efter — går det hele, som det skal, så bliver du formand. Men det er muligt, at der sker de og de ting, og så rykker du jo frem. Hvad gør det, at han kun er medlem i fire år. Det er jo ikke en præsidentpost eller kongepost. Det er ikke en bestyrelse i almindelig forstand. Det er egentlig meget mere end bestyrelse. Den udfolder et særligt sindelag. Med den atmosfære skal de garantere, at instituttets eksistens - det bliver selvfølgelig centret - at centrets eksistens — (utydl.).

Rolf: Men der var jo en grund til, at vi sagde fem år, at det var en tid, hvor man kunne få arbejdsro. Man risikerer kun at arbejde sammen i fire eller tre år.

Martinus: Ja, men der er jo det ved det. Er der ikke hundreder af andre ting, hvor mennesker må bøje sig for de ting. Når nu det er den bedste måde. Vi kan godt lave det på den anden måde, men så bliver der spektakler. Disse mennesker må i forvejen være indstillet på, at den kan dø og den kan gå ud, og den kan ditten og den kan datten. Så du kan risikere at blive formand om tre år. Men der må vi jo vide, at dem vi tager som prøver, at de eventuelt kan blive formand. For det kan ikke nytte, at vi får nogen, vi skal lære moral. Så er det for sent.

Ib: Gjorde det noget at man, hvis man blev formand efter tredie år, at man sad som alm. medlem de sidste to år (skal være et år) .

Martinus: Men det er ikke sikkert, at han vil gå over til at blive prøvemand. Lige så snart man kommer ind på det, så bliver der straks —— Man kan være overbevist om, at så snart man har været formand - ikke alle - dem, som vi vælger, - det skulle helst være sådan, at det er helt ligegyldigt, men det kan vi risikere fra nogen, der bliver gal i hovedet. "Tror I, at I kan byde mig, at jeg efter at have været formand ...".

Tage: Hvis manden ikke ønsker at fortsætte som almindeligt medlem, så kan han jo bare gå.

Martinus: Ja, det er det, jeg mener. Vi må have et system, som vi kan garantere. De skal ikke komme og dirigere en høj Sag som denne. Dette her er det eneste rigtige, der er til, jeg mener, hvis vi tager de rigtige mennesker. Får vi ikke fat i de rigtige mennesker, så bliver alting jo tosset. Det ligger til bestyrelsen, at de må undersøge under deres tid, der må de så spejde og holde øje med - Og det opdages jo nok, hvor der er nogen, de kunne tænke sig, at de kan egne sig. Og det er jo også sådan, at hvis der kommer sådan nogle ind, der ikke egner sig, ja, så må man jo på en pæn måde få dem ud. Men sådan en vil heller ikke holde af at blive der inde. Han kan ikke tage den atmosfære. Nu er det jo ikke Jer, der bliver ved altid, I skal jo også afgå engang, men det er om at gøre, at den nye bestyrelse bliver en sådan, der kan fortsætte Jeres ting. Det kan jo godt være, at en person siger, at han ikke vil være formand. Ja, så kan han jo helt blive fri, så kan han gå af. Så kan den anden rykke op. I skal forstå, det er ikke kvalitetskarakter, der mangler, - det skal de have allesammen. Derfor er det, jeg siger - i de fire mennesker, der har vi den samme værdi. Det skal vi helst have, og derfor er det, vi kan spille bold med dem på denne måde.

Rolf: Når det er, som du siger, at vi ikke mangler kvalitet, så skulle de negative indstillinger ikke kunne opstå, som du påpegede, - at hvis de har været formand én gang, så tåler de ikke at være almindeligt medlem.

Martinus: Der er allerede en ny ansat, så får vi tre ekstra. Han kan jo udmærket hjælpe bestyrelsen, men han behøver ikke at have nogen titel eller være bundet. Han kan da udmærket blive ved med at hjælpe bestyrelsen.
Rådet 6. januar 1981

Martinus: — og sørger for, at bestyrelsen laver det den skal. Det mener jeg er formandsposten. De andre hjælper så til så godt de kan. Jeg synes, det er godt med fem medlemmer, - det er den længste tid. Her har vi et fast grundlag, og det må holdes. Inden de går ind, må de jo orienteres meget om, at de ikke så godt kan gå ud igen. De må gå tingene (tiden) igennem. Og dem, der ikke tør gøre det, de egner sig ikke. De må hellere lade være. (Herefter kommer spørgsmålet op om tilhørsforhold til andre religioner, åndelige retninger etc. Det følgende er Martinus konklusioner.)

Martinus: Jeg tror ikke, man kan lægge sådan bånd på nogen. Vi er jo ikke ude på at skabe diktatur
[...] men, naturligvis, kan vi ikke have, at de er formand for en eller anden sekt. De kan ikke være formand for nogen religiøs sekt eller noget religiøst. De må give deres kraft til Sagen her.
[...] Nej, men nu taler vi om det. Vi må have en bestemmelse, at det ikke kan lade sig gøre. Det kunne jo være en Jehovas Vidne, der har omvendt sig, og så var han så rar og så venlig og så videre, - så har han alligevel den gamle vane.
[...] Nej, altså, vi må give al mulig frihed. Men det er jo klart. Når de har givet noget af deres magt til noget andet, så kan vi jo ikke tage dem til os.
[...] Der kan de ikke få en overordnet post. Hvis de er katolikker eller Jehovas vidne stadigvæk - selvom det nok er på retur - så er de jo ikke med os. Så vælger man dem ikke.
[...] Men dem som er bestyrelsesmedlemmer - de skal leve efter Sagen, - de skal være i renkultur. Det må være deres liv. Hvis ikke det er deres liv, og de synes - ja, det er bare noget, der er sjovt at være med der, - det dur ikke. Men der er det jeg mener, at det er sikret på den måde, at da de nu har en prøvetid.
[...] Bestyrelsen må være mennesker, folk ser op til. Det må være mennesker, (utydl.), der ikke har hundrede børn på plejehjem.
Rådet 27. januar 1981

Ib: Herudover skal der i rådet sidde to afløsere.

Martinus: Ja, det vil sige, så tror man, det er nogen, der skal afløse ved fødselsdage, eller fridage.

Ib: Det fremgår af de senere paragraffer, at det er kun medlemmerne, der kan deltage i beslutningerne.

Aage: Så skal der vælges mellem de to.

Ib: Jo, men det er det, Martinus siger. Der skal ikke vælges. Det skal være sådan, at de automatisk indgår. Kun i ekstreme tilfælde sker der noget andet.

Martinus: Vi skal være så højt udviklede i dette her, at vi ikke skal handle sådan, pointere. Når det ligger automatisk, så er det en selvfølge, at de går efter. Men hvis vi lever i et plan, hvor vi er nødt til at have bånd på dem, så man er i det almindelige plan - der er man nødt til at have bånd og tøjler, - ligesom man har bidsler på en hest. Man kan ikke stole på menneskene. De gør det ene og det andet. Men her skulle vi være sådan fremme, at sådan to prøvemennesker kan man stole helt på. Og de skal naturligvis også kunne stole på bestyrelsen. Og derfor skal det også være sådan med deres afløsning, at der ikke skulle kunne blive noget som helst, der kan spekuleres eller laves tvivl om. For så kunne der være én, der i siger: "Ja, jeg har ret til at blive formand". Der skal ikke være noget med, at han kan sige, at han har ret til at blive formand. Det er noget, man frivilligt må gå ind til, og det betyder jo også, at han må have en livsstilling. Det skal ikke være lønnet. Så bliver det eftertragtet, og så bliver der nogle, der snakker og fedter sig ind.

Ib: Der står, at alle fem er ulønnede. Kan nogen så komme i tanker om, at afløsere er lønnede. Nej. Og genvalg kan ikke finde sted.

Martinus: Nej, ikke når det er fem år, det synes jeg ikke. (Enighed om den første paragraf).

Martinus: Vi må vente lidt med at finde et navn på afløserne. Jeg er ikke tilfreds med det navn. Vi må finde et navn, der kan passe bedre. (Der foreslås suppleanter).

Ib: Så skal vi til bagefter at skrive, at de to afløsere godt kan deltage i rådets møder.

Martinus: Men de skal jo ikke have stemmeret. Bestyrelsen må jo med god samvittighed finde ud af, om de kan tænke sig den eller den som afløser, og ikke tage en vildt fremmed ind. Og det må være nogen, der har været i sagen. Ikke nogen, der lige er kommet ind. For de, der lige er kommet ind, kan være helt beruset af det. (Ib skriver siden om til næste gang).
Rådet 24. februar 1981

------------------------------

Jens Lindsby - november 2016