Kirsten Thurøs artikel af 1. juli 2013

At læse ånd og at læse ord.

Kirsten Thurø og Martinus Kirsten Thurø og Martinus

Ligesom himmerigets rige er inden i os, er også sandheden inden i os om den konflikt, som for tiden udfoldes mellem forskellige grupper af medarbejdere indenfor Martinus´ efterladte testamente. Martinus har påvist overfor os, at alkærlighed, sandhed og logik er een og samme livsudfoldelse. Derfor ville vi ikke have brug for hverken Martinus´ anvisninger eller Samarbejds Strukturen, hvis vi kunne tænke logisk. Det er naturligvis godt, at disse anvisninger som hjælpemiddel findes; men hvori består hjælpen, hvis man mener, man kan udlægge ordlyden således, at udfaldet bliver diskuterbart. Hvad betyder nu reelt denne eller hin udtalelse, som blev efterladt os? Alle udtalelser kan jo misforstås, dersom man endnu ikke besidder forståelses-erfaringernes baggrund i en given sag.

Alligevel findes der ingen grund til at diskutere, hvad Martinus har sagt og ønsket og givet udtryk for mht. fremtidens udbredelse på verdensplan af hans efterladte testamente. Sandheden herom ligger trygt og sikkert i den usminkede logik. Kunne vi tænke logisk, havde vi ingen brug for love; thi i så fald agerede vi i harmonisk virke i henhold til alkærlighed og sandhed. Disputten om hvorvidt værket skal opbevares eller bevares er absurd.

Der er naturligvis ikke tale om et "enten eller", men om et "både og". Det danske ord "bevares" betyder "konserveres". Ordet er latinsk: con + servare = bevare/vedligeholde uberørt i fremtiden. På dansk har det netop denne betydning. En "conservator" er en person, som beskytter og opretholder! "Bevar mig vel" betyder "rør mig ikke hverken nu eller i fremtiden". Er fortidsminder bevaringsværdige, betyder det, at de skal forblive i fremtiden, som de fremstod i fortiden. Ordet "opbevares" er udledt af det tyske "aufbewahren" og bruges, når man henstiller ting, man ikke konstant bruger; så opbevarer man dem f.eks. i et skab eller i en kælder indtil, de igen skal bruges. Ordet "opbevares" blev ikke af Martinus anvendt i forbindelse med anvisningerne vedrørende hvad, som skulle ske med hans livsværk i fremtiden; idet det er/var en indlysende, underforstået selvfølgelighed, at Martinus Institut til enhver tid må have Martinus´ bøger, hæfter, symboler og alt vedrørende sagen til rådighed på Instituttet. Det er dog en absurd tanke, at noget andet kunne foreligge. Naturligvis ville Martinus ikke anmode de ansvarshavende om at erindre at opbevare hans værker på Instituttet. Bøgerne er jo hele tiden bleven opbevaret i bogskabe indtil, de blev solgt, og man sørger naturligvis for, at der til stadighed er et oplag at sælge af.

Ordet "bevares" betyder ifølge det danske sprog klart og tydeligt, at man skal sørge for, at værket til stadighed eksisterer således, at skulle det på en eller anden måde forgå f. eks. grundet krige eller blive forfalsket af udefra kommende kræfter, så har man bevaret [og underforstået: opbevaret] alle de originale skrifter sikkert og uberørte på Institutet eller i sikkerhedsbox således, at eftertiden altid vil kunne få mulighed for at kende Martinus´ direkte uforfalskede ord. Dette er en indiskutabel logisk og selvfølgelig pligt, de ansvarshavende har.

At værket skal "bevares" betyder klart, at det skal "forblive uberørt", som det foreligger fra Martinus´ ånd og hånd, hvilket naturligvis tydeligt understreger, at ingen anden bevidsthed end Martinus´ alkærligheds-bevidsthed har mandat til at ændre eller tilføje noget som helst ved hans efterladte testamente, - inklusive hans ufærdige arbejde.

Det Tredie Testamente er givet os fra et for os ubegribelig højt eksisterende alkærlighedens åndelige visdomsrige og er naturligvis ikke givet for, at vi skal behandle det på samme måde, som når en dyreflok slås om kødet fra et nedlagt bytte. Det er naturligvis kun den, der reelt erkender alkærlighedens budskab, som i ærbødighed, respekt og ydmyghed bøjer sig for Mesterens ord og erkender sig selv som værende et ufuldkomment jordisk menneske, og således i relation til Guds Sendebud er åndeligt umodent og totalt ude af stand til med rette at redigere eller færdiggøre et kosmisk bevidst menneskes manifestationer. Vedkommende kan ikke bl.a. hverken se eller selvopleve det helhedsperspektiv, som manifesterede sig for Martinus ved arbejdets påbegyndelse; det arbejde, som han ikke fik tilstrækkelig tid til skriftligt at færdigfremføre.

Når Guds Sendebud blev kaldt hjem, og således ikke fik tid til fortsat at skrive, er det jo netop fordi, der er skrevet nok til at hjælpe menneskeheden i dens udvikling frem til Kosmisk Bevidsthed. Der findes intet behov eller mandat for fiksfakserier med efterladte skrifter.

Følgeligt må Det Tredie Testamente i respekt for livsanalytikeren Martinus, for dennes arbejde, for Gud, for menneskeheden, som ikke fortjener forfalskninger og for selve livets eksistens, forblive absolut uændret og uberørt i den stand, som Martinus og Gud skænkede det til jordklodens menneskehed; og det gælder naturligvis såvel færdigskrevne bøger som påbegyndte udkast til bøger eller symboler. At ændre på det efterladte materiale er at udvise disrespekt overfor Martinus samtidig med, at det er at rane fra sine medmennesker. Man røver først og fremmest af livsenergierne, af lyset som hviler i hvert eneste ord, hvert eneste bogstav, som Guds Sendebud i alkærlighed nedfældede, og man kan som kosmisk ubevidst ændre en sætnings senere afslørende dybere mening ved at ændre et komma, der syntes på nærværende tidspunkt at skulle være netop dér, hvor man ønsker at indsætte det; ergo der ikke ændres et komma, som Martinus klart gav udtryk for.

Hvor godt og hvor dybt, vi hver især forstår Sendebuddets ord, afhænger af vort personlige ståsted i udviklingen, og det er jo netop derfor, man igen og igen kan finde nye facetter, nye erkendelser ved genlæsningen. Mange mennesker, inklusive skriveren, har givet udtryk for følgende: Igen at læse Livets Bog efter en tids pause åbner op for nye erkendelser; åbner op for sider ved stoffet, som man simpelthen ikke opfattede eller havde erkendelsesmulighed for at se tidligere. Der findes så mange oplysninger skjult i teksten, som venter på at blive opfattet, når bevidstheden bliver modtagelig. Oplysninger af en art, vi end ikke på nuværende tidspunkt kan udtænke os til, og som venter på, at vi kommer nærmere den store fødsel. Hvordan, vi forstår mesterens ord, er klart afhængig af og har sit udgangspunkt i hvilken baggrundserfaring, vi hver især har. Selv for de, som mener at kunne alle 7 bind af Livets Bog udenad, er der endnu mange erkendelser at hente, for det drejer sig om slutresultatet og ikke om hukommelse, men om erkendelse, om intuitiv indsigt i stoffets udtryk for livsviden, og ikke om udsigt til genfortælling af stoffet.

Vi kan "alle" lære den ydre verdens tekster udenad; men har vi indsigten, er vi end ikke interesseret i udenads-læren ud over at vide, hvordan symboler og deres farver skal aflæses; thi lyset i dybden og i bredden samt bevidsthedsudvidelsen, som opstår ved påvirkningens kraft fra Mesterens ord og dermed ånd, er af langt større betydning og værdi for vort sjæleliv end noget som hest andet. Vi bliver stille og ydmyge ved sådanne oplevelser. Taknemlighed og glæde fylder vor væren, medens udenads-læren er en art falsk klædedragt, selvom det er en ærlig sag, at det er et redskab, vi midlertidigt må benytte os af så længe, vi ikke besidder erkendelsens dybe genklangs-indlevelses-fundament. Det er derfor også af stor vigtighed, at mennesker selvstændigt studerer Martinus´ værker, og det er vor pligt først af alt at animere mennesker hertil. Foredrag vil altid være andenhånds mere eller mindre klare spejlbilleder; men det er jo netop gennem foredrag, at vi skal opmuntre til selvstændig læsning. Det må ikke blive sådan, at også bøgerne mere eller mindre bliver spejlbilleder af, hvad Martinus´ elever mener, at Martinus sagde eller skrev eller ville have skrevet. Martinus´ ordvalg og skrivestil i hans efterladte skrevne budskaber har absolut intet menneske ret til at manipulere med eller ændre, andre end Martinus selv. Når Mesteren taler, tier eleven. Når Mesteren skriver, udgiver eleven det skrevne med absolut total nøjagtighed, som manuskriptet foreligger fra Mesterens ånd og hånd. Alt andet er at stille sig selv højere eller på højde med Mesteren, og ethvert logisk tænkende jordisk menneske ved med sig selv, at dette ikke er sandhed; at ingen af os har den bevidsthed Martinus har; at ingen af os kan se livsmysteriets løsning ud fra Martinus´ bevidsthedskonstellation. Vor mere eller mindre forståelse af Det Tredie Testamente er i vor nuværende tidsperiode for dén, som beskæftiger sig med åndsvidenskaben, en intellektuel teoretisk forståelse og ikke en selvoplevet forståelse. Der findes i jordklodens udviklingsproces for det nærværende ikke nogen person inkarneret direkte i det fysiske klodesamfund med Martinus-bevidsthed, som jo er det samme som Kristus-bevidsthed. Der findes dog adskillige hjælpere, som er meget langt fremme i udviklingen; men disse findes pt. især på andre kontinenter, hvor de inspirerer mennesker til praktisk humanitet. Denne udtalelse er i overensstemmelse med, hvad Martinus oplyste, medens han stadig var hos os om, hvordan det var, ville blive og være.

Selvom nogle af os evt. har oplevet et eller flere kosmiske glimt, er ingen af os i stand til at gå foran mesteren, ligesom Martinus oplyste, at han ikke kunne gå foran Gud. Denne oplysning blev stadfæstet bl.a. allerede i 1960-erne, da nogle elever blev for emsige og ville lave "verdensrevolution" i kraft af hans værker, og Martinus alvorligt rådede til stille sindsroligt arbejde; thi verden er endnu ikke parat. Han ønskede først og fremmest at skabe en fast kerne af medarbejdere, som forstod hans mission og især dens moralske grobund. Mennesker, som på rette humane måde ville værne om og beskytte hans livsværk. Lykkedes det? Vi må uvægerligt følge i mesterens fodspor, hvis vi vil bevæge os fremad mod freden, mod lysets verden. Forsøger vi at ville gå foran mesteren, vil livet automatisk før eller siden bringe os tilbage bag vort egentlige udviklingstrin, hvor vi vil blive belært om vor fejltagelse, og først, når denne lektie er lært, vil vi atter blive ført frem til vort oprindelige udgangspunkt, hvorfra vi derefter har opnået en sandere og dermed kærligere mental udsigtsevne, som hjælper os yderligere fremad mod det endelige mål. Ingen kan springe over, hvor gærdet er lavest.

Mennesker, som har oplevet et kosmisk glimt eller måske et par stykker, kan berette om, at alt er anderledes end, man med sin forstand kan forestille sig; at der findes en helt anden bevidsthedstilstand; en hel anden livstilstand og oplevelsesværen, som giver en radikal anderledes "jeg er" erkendelse, hvor perspektivoplevelsen ændres på en måde, som man umuligt kan tænke sig frem til, og som man først ved lidt om, når "sløret" fjernes eller "et øjeblik" løftes bort ved oplevelse af det første kosmiske glimt. En indre viden, som står urokkeligt, og som ikke blot er resultat af logisk analysering men af direkte oplevelse. Efter en sådan oplevelse, ved man 100%, at man tie, når mesteren taler, og at man ærbødigt respektere det skrevne, når mesteren skriver. Man ønsker ej heller andet, fordi man ved, at i denne tale og tekst findes ingen skygger. Teksten er i sig selv skyggefri, fordi den er skrevet ud fra en skyggefri bevidsthed. Findes der skygger i læserens bevidsthed forårsaget af læsningen, skyldes disse skygger ikke mesterens ord eller originale værkers skriveform, men udelukkende læserens midlertidige ståsted i udviklingen.

Dersom der føres fiksfakserier ind i værket f.eks. ved ændring af store og små bogstaver, bliver der skruet ned for tekstens åndelige påvirkning af læseren; fordi ordene ikke fra starten i denne nævnte rettede form blev født ud fra et kosmisk bevidst menneskes tankekraft og livgivende alvidenheds resonansbund. Ordenes udtryksform vil være en genfødsel påført et ufuldkomment jordisk menneskes mentale stempel. Det er derfor mennesker med højt udviklede sanseevner giver udtryk for ikke at opleve det samme lys eller den samme lethed, læsende de rettede bøger.

I virkeligheden er hele diskussionen om, hvorvidt mennesker i fremtiden vil kunne forstå "gammel dansk" lige så absurd som disputten om betydningen af ordet "bevares". Det er en undervurdering af den danske befolkning, hvis man mener, at denne ikke vil kunne læse "gammel dansk" efter føje tid. Det er bleven mig fortalt, at med rettelserne tænker man mest på ungdommen, og det er jo rigtigt, at der råbes meget højt op om, at mange unge mennesker ikke kan læse eller læser meget dårligt, når de forlader skolen. Det gør de muligt, men det har ingen betydning, når det drejer sig om at finde frem til Martinus´ åndsvidenskab. Er et ungt menneske tilstrækkelig moralsk og intellektuelt modent til at finde interesse for Det Tredie Testamente, skal vedkommende nok finde ud af at læse; thi da opstår motivet, lysten og meningen hermed automatisk i den unges sind og bevidsthed, og så går det stærkt; også med at læse "gammel dansk". Problemet eksisterer ikke! Er et menneske meget læsehandicappet, da findes Livets Bog jo også som lydbog.

En væsentlig ting, som man syntes at have glemt, er at menneskene med inkarnationerne på alle områder og især med hensyn til sprog bliver dygtigere og dygtigere. Vi har alle indtil nu været inkarneret i mange forskellige sprogsamfund, og allerede på menneskehedens nuværende udviklingstrin findes umådeligt mange mennesker, som flydende forstår 2 - 3 sprog og andre mange, som er sproggenier og forstår rigtig mange sprog. Vi bliver alle sproggenier. Dette er uundgåeligt, og vi bliver tillige dygtigere og dygtigere til at læse tanker. Vi er allerede mere eller mindre bevidste i stand til at aflæse tankeenergier, og det er netop derfor, de rettede bøger kan opleves som ikke udstrålende samme lysintensitet som de originale. Man kan jo så sige, at når/hvis jordmennesket fiksfaksererer i Martinus´ efterladte oplysninger, så må dette være Guds mening, at sådan skal det være. Deri må der være sandhed; men det er også sagt, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Som elev hos Martinus er det jo netop vor opgave at fokusere, at koncentrere os om det gavnlige; om dét, som er det største gode.

Det kan ej heller helt undgås, at der mht. oversættelser opstår misforståelser. Disse misforståelser behøver ikke at være baseret på læserens udviklingstrin, men de kan skyldes ordvalget; idet ord fra ét sprog til et andet ofte kan have en anden mental betydning og opfattelsesnuance, dybde eller vinkel end som set, forstået og oplevet ifølge originalsproget, hvori teksten blev skabt. Ved et af mine samvær med Martinus begyndte han da også at uddybe dette; idet han bl.a. gav udtryk for, at:

"ja, der vil blive en del oversættelser til andre nationale sprog, og det kan naturligvis alt sammen hjælpe noget; men det er ikke dét, der i det lange løb er meningen. Mit arbejde vil med tiden blive udsendt til hele menneskeheden på esperanto". [Jeg blev så overrasket, at jeg, som ellers altid var meget stille, intens lyttende, spontant udbrød: "Men Martinus, der er jo ingen mennesker, som taler det sprog"]. "Nåe, nej" smilede han, "ikke endnu, men det kommer, og det kommer hurtigere end, du tror; alting kommer at accelerere. Esperanto er verdens højest udviklede sprog, og også du vil komme til at lære det ---- osv".

"Esperanto", fortsatte han "er et logisk sprog, og derfor er det dét sprog, som bedst vil kunne gengive mine logiske analyser".

Det er ikke min opgave at fortælle om Martinus´ ord til mig. Hvad Martinus har sagt til mig, opfatter jeg som en absolut privatsag; men disse ord er vigtige, for de angår hele menneskeheden. I samme forbindelse finder jeg det ret at bevidne, at alt, som Martinus oplyste, hidindtil er sket præcist, som han forudsagde; hvorfor det er mig umuligt at have tillid til andet end, at også denne oplysning vedrørende esperanto er sand. Ydermere kan jeg se logikken og meningen og de mange øvrige indfalds-perspektiver, som vil kunne inspirere til at lukke op for en langt mere omfattende human udviklingsanimering af jordens folkeslag end, mange umiddelbart vil tro.

Via esperanto vil det også for udlændinge blive lettere at indleve sig i "gammel dansk", og også disse vil med tiden opleve salighedslyset, som altid udstråler fra "Det Tredie Testamente"s originaludgave. Dét salighedslys, som stråle-vibrerende reflekterer Martinus´ alkærlighed, ubetinget til hele jordklodens menneskehed og øvrige livsytringer. Det er underligt for os, forstået ud fra vort nuværende ståsted i udviklingen; men Martinus bærer alle jordens mennesker i sin bevidsthed og i sit hjerte, og der er ikke een eneste af os, uanset hvem, vi er, eller hvor i udviklingen vi er, som har større betydning i hans bevidstheds favntag end andre. Når man er sammen med Martinus´ efterladte skrifter, er man sammen med Martinus´ ånd, og ens væsen og bevidsthed bliver gennemstrålet af alkærlighed analog med evnen til at sanse lysenergierne fra Verdensgenløserens åndsarbejde i harmoni med hjertets bølgelængde til oplysningernes indhold.

Ikke færdigskrevet materiale fra Martinus´ ånd og hånd bør kun, hvis dette i det hele taget skal udgives, udgives som det foreligger og ikke tingeltangel-manipuleret med af ufærdige menneskers iblandede bevidsthedsenergier. Dette bliver materialet ikke mere færdigt af; det forfalskes. At udgive sådant materiale i Martinus´ navn kan ikke være moralsk rigtigt. Det er tydeligt en usandhedsmanifestation. Der burde evt. henrunde flere generationers levetid før disse skrifter udgives, og naturligvis udgives, som de foreligger i uberørt stand. Ingen blandt nuværende medarbejdere burde have adgang til disse skrifter. Skrifterne burde i ærbødighed forsvarligt være lagt bort til eftertiden. Man kan meget nemt mht. Martinus´ ufærdige arbejde tolke forkert ved at bilde sig ind at forstå noget, man ikke forstår, og Martinus har givet udtryk for, at der er rigeligt til at hjælpe menneskeheden frem til kosmisk bevidsthed; og at hvis det skulle blive nødvendigt, inkarnerer han atter for yderligere at hjælpe menneskeheden fremad til mødet med alkærligheds-lyset. Han følger hver eneste af os hele vejen. For ham ligesom for Gud er vi alle lige værdige, lige værdifulde, og Gud ske lov for det, for uden det, havde det jo ikke virkelighedens værdi. Hvem ønsker frelse, ladende andre tilbage? Har man som færdigudviklet menneske ikke alkær-følelse med alle uanset situationerne, ville det jo være en falsk frelse. Først når vi hører op med at fnyse af mennesker grundet de uhyrligheder, nogle endnu manifesterer, og også vi oplever at have ægte kærlig forståelse for krigere, mordere osv., idet vi indser og hjerteforstår, at disse er yngre søskende i udviklingen, først da er vi i det rette leje.

Det er i nuværende udviklingsperiode umådelig svært for et menneske at komme fri af modermålets begrebsverden og dén sproglige påvirkning, som opleves gennem barndomsårene. Denne tankeform er så rodfæstet i vor bevidsthed, at den automatisk automatiseres, når vi ser et kendt udtryk på et andet nationalt sprog således, at vi glemmer at tænke på, at dette udtryk kan have en anden betydning end, vi umiddelbart tror. Det er også derfor, at vi har brug for esperanto, som fører mennesket ud i et "mentalt frirum", der er uafhængigt af nationernes tænkevaner og udtryksformer; hvilket giver større opmærksomhed overfor ordenes reelle logiske betydning. Det helt store fremstød mht. `alkærlighedens videnskab´ kommer derfor først efter, at verdens folkeslag har accepteret esperanto som universelt sprog for global kommunikation.

Reelt er vi alle ansvarshavende; ikke kun Rådet, men først og fremmest Rådet, og noget af det mest usande, man kan vælge at gøre som ansvarshavende i forhold til Martinus´ testamente og dettes skæbne, er at tro, at Martinus på noget som helst tidspunkt har besvaret et spørgsmål med en tilfældig lokal bemærkning, som man ikke har pligt at respektere; muligt ud fra den opfattelse, at "man må følge med tiden": I dag skrives navneord med småt og 3. med j, så sådan skal det være i dag uanset, hvad Martinus bestemte medens, han endnu var iblandt os. Har man denne holdning, udviser man klart, at man ikke til fulde har erkendt hvem, Martinus er.

Vi kan være helt sikre på, at Martinus aldrig gav udtryk for en bestemmelse, udelukkende ud fra en ydre jordisk vurdering i henhold til en `tidsmæssig ramme´, et `formudtryk´ eller en `følgende skrivemoden´ vurdering; ej heller når det drejede sig om, hvordan et `kerneord´ skulle fremstå, eller hvordan hans livsværk i øvrigt skulle præsenteres. Martinus´ valg har først og fremmest universel værdi, og det handlede ikke om tid, form eller mode; men udelukkende om et begrebs universelle, tidløse værdi.

Selvom Martinus først offentliggjorde sin identitet i sine sidste leveår, har han hele tiden lige fra påbegyndelsen og gennem alle de mange år, han udarbejdede åndsvidenskaben, været bevidst om, at hans opgave var at give menneskeheden `Det Tredie Testamente´. Han var besjælet af at skulle arbejde, og ikke af at skulle føre sig frem for at opnå personlig virak, og han gav til sine venner udtryk for, at han gjorde sig megen umage for at fremstå som et ganske almindeligt menneske. Han vidste soleklart og utvetydigt, at han var budbringeren, som Jesus havde forudbebudet skulle komme, og det var/er af absolut essentiel betydning for ham, at denne opgave må lykkes. Martinus har/havde som kosmisk bevidst en helt anden art livsoplevelse end de kosmisk uvidende, ufærdige menneskers livsoplevelse iblandt hvilke, han skulle udøve sin livsgerning. Han har derfor hele tiden måttet vurdere, hvad han kunne afsløre og hvad ikke, hvad der var relevant, hvad der var tid til osv.. Enhver meddelelse affødte jo automatisk nye spørgsmål.

Til spørgsmålet angående hvorledes man burde skrive titelordet " 3.", gav han kun en ydre begrundelse og tilfredsstillede dermed de tilstedeværende, idet han sagde, at valget af ` i ´ var baseret på, at dette bogstav gav en pænere synsoplevelse; men dén, som har oplevet Martinus og iagttaget den måde, han besvarede spørgsmål på, vil vide, at når man fra den ydre verden mente at konstatere, at: "Martinus tænker sig om", så var det dét indtryk, man fik fra den ydre verdens oplevelsesvinkel. Sandheden er, at Martinus overhovedet ikke tænkte sig om. Martinus sig om. Han skuede et øjeblik ind i den åndelige verdens "videns kammer" med hensyn til bogstaverne ` j ´ og ` i ´s åndelige værdier, hvilket også vil sige: deres mentale funktion og virkning i en mangesproget fysisk verden. Han så, at ` i ´ har størst åndelig vibrationskvalitet, og bebudede, at ` 3.´ skal staves med ` i ´, og idet han trygt stolede på, at hans betroede elever ville følge hans bestemmelse, gav han kun en udvendig begrundelse. En anden årsag for ikke at uddybe yderligere kunne evt. være den tidsramme, som var sat til de mange drøftelser. Det oplag, som blev sendt til trykning, medens Martinus endnu var hos os, gav han jo netop titlen: Det Tredie Testamente.

At Martinus valgte ` i ´-et er helt i harmoni med den videns-oplysning, man kan finde i andre åndelige bevægelser. Hos Mazdaznan f.eks. ses ` j ´ [værende en konsonant] som en mere jordisk lyd-manifestation medens ` i ´ [værende en vokal] ses som en ren, åndelig lyd-manifestation, havende højere og finere vibrations-energier. Det er ej heller tilfældigt at ord som intelligens, inspiration og intuition alle staves med ` i ´. Det syntes mig ikke relevant, at oplyse yderligere om dette emne her, da det næppe har overbevisende kraft hos de mennesker, som stik imod Martinus´ anvisning har valgt at skrive titelordet med nutidens mode ` j ´, og som ikke tænker i bogstavers åndelige værdier. Det er jo også et af de "detalje"-emner Martinus ikke uddybede; men hans valg var ` i ´-et, og dette valg burde man respektere og følge uanset, hvad man personligt mener. Hvordan kan man andet som trofast Martinus medarbejder? Det giver et dårligt indtryk til omverdenen, at ikke alle følger Martinus´ anvisninger. Dette burde der også tænkes på. Imidlertid kan dette, at `nydansk-fabrikanterne´ blev besjælede af `j´-valget, have dén mening fra Forsynets side at markere, at der hér modtages ét: af fremmede tankeenergier mere eller mindre "omredigeret materiale". Det nye krav er da, at man fremtidsrettet {gennem årtusinder} har historisk kendskab til {og ikke mister oplysningen om} årsagen til denne forskelsstavning således, at man altid kan vide hvilket materiale, man modtager.

Alle medarbejdere, som arbejder ærligt efter Martinus´ anvisninger; ikke for nogen form for vinding; ikke for at fremstå i en eller anden idolrolle; men simpelthen for at hjælpe, - er Martinus´ trofaste medarbejdere. Rådet for Martinus Institut er ikke mere medarbejdere end alle nævnte andre. Følger Rådet ikke Martinus´ anvisninger, er dette, skønt personernes midlertidige position på Martinus Institut, malplaceret i forhold til Martinus Sagen.

Imidlertid er det mig nærmest umuligt at tro på at Willy Kuijper, som fungerer som formand for Rådet, overhovedet kan være sig bevidst, at han er gået med til at være ulydig overfor Martinus´ bestemmelser? Det er min tro, at der i Willys bevidsthed foreligger en (måske flere) yderst beklagelig(e) sprog-misforståelse(r), idet Willy jo er hollænder. I det hollandske sprog betyder f.eks. ordet "bewaren" at "opbevare", medens det næsten af udseende til forveksling danske ord "bevare" som sagt ikke handler om at opbevare; men har betydningen at "konservere", at "beskytte". Ordet "bevare" er også beslægtet med ordet "vedvare", og skal man oversætte den rette mentale danske betydning af ordet "bevare"; og dermed dén betydning Martinus havde i sin bevidsthed brugende dette ord, må det være med ordene: "Uberørt vedvarende beskyttelse" -- af Martinus´ værker. Alle Martinus´ arbejder skulle med andre ord efter Verdensgenløserens anvisninger "kontinuerligt i al fremtid forblive beskyttet imod en hvilken som helst form for udefrakommende manipulation". Har Willy misforstået sin opgave?

Er man hollænder, bør man under alle omstændigheder i sin bevidsthed, bl.a. når man læser Strukturen og ser ordet "bevares" tænke: vedvarende beskyttes og forblive dét, det omtalte ER.

Det skal her tilføjes, at jeg ikke kender Willy, selvom jeg flygtigt har set ham engang for mange år siden. Efter Martinus´ diskarnation blev mørkets manifestationer indenfor sagen og især i feriebyen mig for arbejds-umuligt mærkbare [jævnfør C. Möllers artikel i Den Ny Verdensimpuls, nr 2 - 2013]. Jeg har ikke helt samme erfaringer men analoge. Det er således rigtig mange år siden, jeg færdedes på disse steder. Hverken Den Ny Verdensimpuls eller Martinus Instituts blad har jeg holdt gennem årene. Jeg har været totalt uvidende om hvad, som foregik/foregår. Jeg kender ingen af de øvrige personer, som udgør Rådet. Arbejdet i Brøndbyøster har jeg ikke haft nogen som helst forbindelse med; ej heller Sverige. Grundet øjenproblemer vidste jeg intet om Internet aktiviteter. "Tilfældigt" fik jeg at vide, at jeg var på Nettet. Da jeg opdagede ordlyden: `Martinus Guddommen´, blev jeg af Forsynet forpligtiget til at reagere. Gennem bøn fik jeg klar besked, at jeg skulle skrive til Den Ny Verdensimpuls [se nr. 1 - 2013].

Fra Martinus Institut fik jeg påfølgende et pænt brev med oplysning om, at der var tale om en ærgerlig teknisk fejl. Denne blev meget hurtigt rettet, hvilket Martinus Institut skal have stor ros for. Mine artikler og handlinger er altså ikke farvet af andre menneskers opfattelser, men dog af, hvad Martinus har sagt til mig, medens han endnu var iblandt os.

Ved en spørgetime, hvor Martinus fortalte, at nu ville Livets Bog blive udsendt fra Borgens Forlag, var der en tilstedeværende, som spurgte, om det ikke var et alt for dyrt forlag at vælge; om ikke man kunne have fundet et billigere forlag? Hertil svarede Martinus bl.a., at: "selvfølgelig, hvis bøgerne kan fremstilles billigere, og det bliver af god kvalitet, må vi endelig det. Bøgerne burde være så billige som muligt, ja helst helt gratis, så alle kunne få dem".

Ifølge ovenstående er det således enhver Martinus medarbejders moralske pligt, hvis man på nogen måde er i stand hertil, og behovet opstår, at fremstille bøgerne uden personlig fortjeneste; så billigt som muligt og i originaludgaven [uberørt af fremmede tankeenergier]; idet Sagen er bleven given fri til alle mennesker, at arbejde med efter Martinus´ nævnte anvisninger. Også Martinus Institut blev jo tilbudt de nye oplag.

Først i det øjeblik nogen skaber egen fortjeneste eller manipulerer med teksterne, har Rådet dén alvorlige opgave at {som absolut sidste udvej tage copyrighten i brug og} standse invasionen. Dette er Rådets første og primære opgave og den essentielle årsag til, at der overhovedet skulle være et Råd. Det er de af Martinus personligt udarbejdede tekster og symboler, der er Sagens nervecenter, og det er dette nervecenter, som det først og sidst er Rådets opgave at beskytte. Den største lykke for Martinus Sagen, som er sket efter Martinus forlod sin fysiske organisme, er udgivelsen til kostpris af faksimile udgaverne af hans samlede værker, sådan som de foreligger fra Martinus´ ånd og hånd. Det samme gælder naturligvis værkernes indsættelse på Internettet. Mere trofast og mere rigtigt kan man ikke handle ifølge Verdensgenløserens egne anvisninger. Med den lette adgang til alskens tekniske midler, vi har i dag, kan ingen helt garantere, hvadenten materialet findes i bogform eller på Nettet, at der ikke finder kopiering sted. Det centrale er, at dét man modtager i bogform, og dét man møder på Nettet er uforfalskede original-udgaver af Martinus´ arbejde.

Der er her tale om et åndsvidenskabeligt værk, der skal fungere i flere tusinde år som hjælpemiddel for hele menneskeheden. At ændre et komma eller tilføje et eneste ord i et sådant værk, kan man hverken have moralsk eller juridisk ret til. Værket er skrevet ud fra en åndelig horisont, hvor ingen anden person end Martinus har mulighed for at overskue eller kende: helhedsmotivernes samarbejds-psykologi i manifesterede ord og sætningers fremfødte udtryksform. Man tror, man har tilstrækkelig indsigt, og dermed ret til at ændre og at tilføje; og motivet er formodentligt, at man vil udføre en god gerning. Man overvurderer sine kosmiske indsigtsevner samtidigt med, at man ikke gør sig det bevidst, hvor lidt forbindelse med sandhed og kærlig moral, sådanne handlinger har.

Man glemmer, at hele menneskeheden har krav på at modtage Verdensgenløserens uforfalskede ord. Krav på nu og i fremtiden ikke at kunne stå tvivlende overfor værkets ægthed.

At brodere på Martinus´ ufærdige værk(er) og udgive disse, som om alt blev skrevet af Verdensgenløseren selv? Man kan vel ikke mene, at sådanne handlinger er i harmoni med alkærlighedsloven? MEN nu har jeg ikke - og ønsker det ej heller - set sådan(ne) gerning(er)s resultat, og kan derfor ikke reelt vide om, sådant virkeligt eksisterer? Det kunne evt. være ufærdige menneskers vane-sladder, hvilket jeg af hjertet inderligt håber, at det er; og er det sladder, kalder jeg hvert et ord tilbage med en uforbeholden undskyldning. Desværre det jo være sandt, for hvordan kan så mange mennesker ellers skrive derom i Den Ny Verdensimpuls og give udtryk for samme holdning?

Martinus´ største bekymring i tiden, hvor han forberedte sig til at skulle forlade sin organisme, var netop at garantere beskyttelsen af sit efterladte arbejde. Hvad dét angår, syntes de betroede medarbejdere på Martinus Institut at have storfejlet. Selvom Martinus i Strukturen giver udtryk for, at man ikke skal kunne træde op imod Rådet, er Rådet, i det øjeblik det så alvorligt svigtede Martinus´ anvisninger, i sandhedens navn ikke - Råd for Martinus Institut. Da er det pligt, at de mennesker, som har viden om og forståelse for meningen med Verdensgenløserens planlagte bestemmelser, gør opmærksom på, at her er der sket noget forkasteligt. Enhver, der ikke gør dette, men vælger tavshed og såkaldt neutralitet, er medsvigtende
i forhold til Verdensgenløseren.

Da Martinus ikke kunne læse folkets skriverier, skyldtes det bl.a., at han læse-oplevede ordenes ånd, og den ånd, som tilbød sig i skriverierne, var for ham af så tung en vibrations kvalitet, at han, som han fortalte, fik hovedpine. Det samme vil mere eller mindre med tiden ske for mennesker, som får udleveret manipulerede skrifter, troende, at det er Verdensgenløserens uforfalskede værker. Hver gang man møder ændrings- eller invaderingsord, vil der komme "generende smerte-uro" i hjernen alt eftersom hvor sensitiv, et menneske er. Vi udvikler os jo, mere og mere frem til en renere og renere sanseevne. Selv de, som udførte ulydighedsfadæsen, vil givet engang i fremtiden som reinkarnerede storklage; men generelt er det jordiske menneske endnu ikke dér i udviklingen. Mennesker læser pt. med intellektet, og intelligensenergien er som bekendt ikke en sanseenergi. Så længe mennesket kun læser ord og ikke læser ånd, vil man givetvis sige, at dette ovenfor skrevne er noget vrøvl. Det er da også muligt grundet sanseevnes svigten hos Martinus´ venner, at Rådet har kunnet skabe sådan(ne) manifestation(er)? Er man for autoritetstro? Rådet er ikke Martinus, og det er Martinus´ venners pligt, at være vågne mht. det, som foregår og at sige fra, når noget er forkert. Det ser ud til, at der er foregået handlinger, som burde have været standset for længe siden. Man kan roligt skælde mig ud for at have sovet i timen, for jeg har slet ikke holdt øje med noget som helst.

Martinus har ikke udnævnt nogen til at færdigskrive sine ufærdige værker, og Rådet har intet mandat til at tillade hverken sig selv eller andre noget sådant. Den vigtigste opgave Rådet har mht. Martinus´ skrevne og tegnede livsværk, er at sørge for, at alle Martinus´ manifestationer forbliver og publiceres præcis, som Martinus efterlod dem. Mennesker, som køber fremmed-bearbejdede bøger, bliver snydt. Tror man, at Martinus nogensinde ville gå med til at snyde menneskene? Dertil kommer, at mange sjæle fra den kæmpestore folkemasse, som langt senere, i fremtiden skal modtage Martinus´ budskaber, mere eller mindre vil forvirres over hvad, der kan være Martinus´ `ægte vare´ og hvad, som ikke er det. Tusinde, som da befinder sig på andre udviklingstrin, vil ikke føle sig sikre på om, det nu er Verdensgenløserens ord, der præsenteres for dem; hvilket igen kan forårsage uenigheder og uvenskaber. Martinus indstiftede klart arbejdet for `alkærlighedens åndsvidenskab´ som en sandhedens og humanitetens moral og ikke som et falsknerispil. Man bliver vel ikke formand eller sidder i Rådet for at skade Sagen?

Mørkets kulmination og mørkets handlinger finder frem overalt, ofte forklædt som `gode gerninger´. Man kan ikke ændre dét, man ikke er sig bevidst, og man kan heller ikke lære af fejl, man ikke vil se i øjnene. Der er udført et arbejde. Hvad de inderste motiver er, er en sag imellem Gud og udøverne. Vi anerkender, at der er brugt megen tid og mange penge til at udføre dette arbejde, men det er ikke sket i Martinus´ ånd, og derfor hedder det: forfra og om igen! Vi kan alle fejle! Liden tue, <muligt fremkommen grundet sprogforveksling>, kan vælte et stort læs; men det modsatte må også kunne være muligt: at "liden tue" kan sættes på plads, hvorefter malplacerede andre handlinger også må indrette sig. I hvert fald må samtlige forkerte handlinger indenfor Martinus Institut genoprettes, så nutids- og fremtids-ansvarlighed forbliver 100% intakt.

Alvorligt søgende mennesker vil ikke være interesseret i at blive direkte påvirket af, hvad Martinus´ ufuldkomne elever `hjernetænkte sig frem til´, at Martinus evt. har villet udtrykke i de ufærdige skrevne manuskripter eller ufærdige symboler. Læsere ønsker naturligvis at danne deres egen opfattelse. Man er forpligtiget til at genoprette skaden, og vi må derfor håbe på, at i hvert fald Rådets formand opdager og dybde-erkender sin ansvarlighed, og at han finder en vej til, at nævnte invasioner i Martinus´ arbejde ikke gives videre til eftertiden, men tilbagekaldes og destrueres. Alt må genskabes, som Martinus forlod det. Intet ufærdigt manuskript fra Martinus´ ånd bør/må sendes ud før end `Alkærlighedens åndsvidenskab´ har fået grundigt fodfæste overalt på kloden. Der er nok af arbejde at tage fat på i dén forbindelse.

Det lå Martinus stærkt på sinde, at der ikke måtte opstå plagiater i forhold til `alkærlighedens åndsvidenskab´ og derfor søgte han beskyttelse langt frem i tiden efter sin diskarnation. I dette tidsrum skulle man kunne nå at udbrede Verdensgenløserens uforfalskede livsværk så vidt og så bredt, at det ville blive klart for eftertiden hvad, som kom fra Martinus´ ånd, og hvad fra eventuelle plagiatorer. Efter utallige gange gennem adskillige år, at have gentaget igen og igen, at hans livsværk skulle bevares [vedvarende beskyttes] uændret, som det foreligger, gav Martinus sit oprettede Råd et gavebrev i tillid til, at Rådet forstod og ville respektere hans bestemmelser. De juridiske love beskæftigede Martinus sig ikke med. Han havde dog tydeligt tilkendegivet, at der ikke måtte føres juridiske retssager.

SAGEN ER EN SANDHEDENS OG HUMANITETENS MORAL!

Det er Rådets opgave til enhver tid og i alle sager at respektere Martinus´ anvisninger og følgeligt har gavebrevet ikke nogen relevans rent juridisk, andet end i tilfældet af grov misbrug, såsom økonomisk overskudsfortjeneste ved salg af Martinus´ originale værker, eller hvis mennesker har indført ændringer i Det Tredie Testamente eller på anden måde plagieret dette til skade for `den ægte
vare´; hvoraf de 2 sidste punkter er langt værre og langt mere omsiggribende overtrædelser end noget andet. Økonomisk misbrug handler trods alt kun om noget materielt. At sælge Martinus´ originale værker til kostpris hører ind under alkærlighedsloven og gaveprincippet [gratis arbejdsindsats, midler osv.] samt under Martinus´ store ønske om, at bøgerne kunne udgives billigt.

Martinus har måttet vælge mellem de mennesker, som fandtes indenfor Sagen, og han har ikke kunnet vælge absolut frit, for han har også måttet tage hensyn til den enkeltes skæbne-mønster. Vi er alle ufuldkomne mennesker, så det har været en meget svær opgave.
Verdenshistorien må gå sin naturlige gang. De vigtigste ord, vi lærte, da Jesus blev korsfæstet, er ordene: "Tilgiv dem, de forstår ikke, hvad de gør".

Disse ord må vi erindre i alle livets konflikt forhold; men at tilgive er ikke det samme som at lukke øjnene og tie og glemme og lade stå til. Martinus oplevede en naturlig død; men korsfæstelse finder sted på mange måder, såvel fysisk som psykisk. Det er kun ved at følge den absolutte sandhed, at man kan holde sig helt fri af mørkets manifestationer: Sandheden vil frigøre os alle.

Ved ikke at rydde op, vil man få en plads i historien som dem, der ikke forstod; som dem der svigtede Verdensgenløseren. Sådanne handlinger udgør i sidste instans også et svigt i al fremtid overfor menneskeheden, inklusive Martinus Instituts nuværende Råd.

De bedste ønsker for alle involverede.

1/7.2013 - K.Thurø.


KONKLUSIONER

Logisk er det, at Martinus Institut som en naturlig selvfølgelighed altid må have/og har haft Martinus´ bøger og alt vedrørende Sagen opbevaret på Martinus Institut, hvorfor det også er en logisk selvfølgelighed, at Martinus ikke med ordet *`bevare´ har ment `opbevare´; hvilket ordet, som tidligere beskrevet, ej heller betyder.

[*Bevare værker: Vedvarende uberørt beskytte imod enhver form for fremmede tankekonstellationers invasion]

Logisk er det, at ufuldkomne mennesker ikke har Kosmisk Bevidsthed og ikke med rette er berettiget til at redigere i et Kosmisk Bevidst menneskes arbejde.

Logisk er det, at Gud kalder sit Sendebud hjem, når dennes arbejde er fuldkommengjort for den tidsperiode, arbejdet skal have virkekraft, og at efterladte ufærdige manuskripter ikke er af vital nødvendighed for nævnte periode.

Logisk er det, at som kosmisk ubevidst menneske kan man ikke umiddelbart gennemskue alle budskaber i et kosmisk bevidst menneskes ordvalg og tegnsætning. Man har ingen viden om, hvad man kan forårsage ved ændringerne; - derfor: bevare. = Forblive uændret; altid beskytte.

Logisk er det, at intet jordisk menneske i ånd og gerning kan gå hverken foran eller ved siden af Verdensgenløseren, Martinus; - akkurat ligesom Martinus klart og ydmygt forklarede, at han ikke kunne gå foran Gud.

Logisk er det, at en jordmenneskelig korrektions-invasion overfor et Kosmisk Bevidst menneskes arbejde skaber et usandt billede, og at usandhed altid er i disharmoni med alkærlighed.

Logisk følger heraf: - at dette, at man som jordmenneske vil mene at have lovhjemmel til at korrigere eller færdiggøre en Verdensgenløsers arbejde, kun kan være: Selvbedrag.

Logisk er det, at mennesker udvikles, og at læse `gammel dansk´ vil ikke heller i fremtiden være noget problem. Vi bliver sproggenier og tankelæsere. Martinus´ ord: "Så må de lære sig gammel dansk", er snusfornuft.

Logisk er det, at Gud aldrig ville have ladet Verdensgenløseren skrive på `gammel dansk´, hvis det var sådan, at der fandtes mennesker på vor jord, som ikke ville kunne lære `gammel dansk´, når tiden for dem kom til at stifte bekendtskab med Åndsvidenskaben.

[Og logisk er det også, at Gud vil sørge for, at de af de samme mennesker, som da stadig har sværest ved at tilegne sig et nyt sprog, vil blive inkarneret i DK, så de lærer dansk fra barndommen. Desuden vil mennesker, som har levet i `gammel dansk´ tidsperioden og allerede har kendskab til åndsvidenskaben, reinkarnere som hjælpere.]

Logisk er det at oversætte logiske analyser til et logisk, universelt, alle menneskers sprog; hvorfra man siden kan lære sig `gammel dansk´, hvis og når det er dét, man ønsker.

Logisk er det, at det store gennembrud for `alkærlighedens videnskab´ først vil kunne ske efter, at verdens folkeslag har accepteret esperanto som universelt verdenssprog.

Logisk er det, at alle Martinus´ valg er sket ud fra tidløse, universelle værdier, og ikke ud fra en lokal tankegang; og at alle Sagens medarbejdere er forpligtiget til at følge Martinus´ anvisninger.

Logisk er det at fremstille de originale bøger: `Det Tredie Testamente´ så billigt som muligt således, at alle interesserede kan få råd til at købe bøgerne.

[At bøgerne kunne blive billige, og at hans arbejde måtte blive beskyttet/bevaret, som det foreligger fra hans side, var det som lå Martinus allermest på sinde. Hans mange udtalelser om, at ingen måtte forandre eller tilføje noget som helst i hans efterladte testamente, var krystalklare og umisforståelige.] 

Logisk er det, at sande Martinus medarbejdere værner om `den rene vare´ og sørger for, at denne bliver kendt af så mange mennesker som muligt.

Logisk er det, at Rådet ikke af ånd og praksis er Råd for Martinus Institut, i det øjeblik Rådet ikke følger Martinus´ planlagte anvisninger.

Logisk er det, at Martinus ikke handlede skødesløst med sit livsværk ved at give ufuldkomne jordiske mennesker ret til at redigere i hans arbejde. En sådan handling ville for Martinus være ulydighed overfor Gud, og Martinus har passeret det udviklingstrin, hvor noget sådant er muligt.

Logisk er det, at Martinus havde flere tungtvejende grunde til at fremtidsbeskytte: Det Tredie Testamente bl.a. med ordene: Bevare --- uændret. Een af disse grunde er dén åndelige energi-udstråling, som vibrerer i teksterne, og som udstrømmer direkte fra verdensgenløserens ubetingede alkærlighed til alle jordklodens mennesker, samt at et sådant lys-udstrålings vibrationsfelt forringes ved ufuldkomne menneskers redigering af teksterne.

[Der er kosmiske energier i disse skrifter. At man ikke kan sanse dem endnu, betyder ikke, at de ikke er til stede. Man må først være på sjælelig bølgelængde for at kunne erkende dem, og når dét sker, skal man nok vide hvorfor, det er uhensigtsmæssigt, at fremmede bevidsthedsenergier "iblander sig".]

Logisk er det, at tusinder af søgende mennesker gennem fremtidens århundreder vil føle sig usikre mht. om, de nu også modtager `den ægte vare´, når der findes flere udgaver af Martinus´ efterladte testamente, og logisk er det, at også derfor lyder en af Verdensgenløserens vigtigste anvisninger, som også er fremført i Strukturen, at:

Bevare Martinus´ samlede værker uændret, som de foreligger fra hans side.

Logisk er det, at tavshed, når man er vidende om, at en Verdensgenløser svigtes, er at forsømme sin pligt overfor sandheden; overfor Verdensgenløseren.

Logisk er det, at den første og vigtigste opgave mht. skabelsen af en ny verdenskultur på basis af Martinus´ arbejde er, at `hele verden´ bliver gjort bekendt med `videnskaben for alkærlighed og
logik´, som den foreligger fra Martinus´ ånd og hånd - uforfalsket.

Logisk er det, at i et sådant arbejde er ydmyghed og sandfærdighed af vital nødvendighed, og at her har vi alle endnu meget at lære. Derfor må vi også til stadighed erindre at bede bønnen, som blev indstiftet af Martinus: Fader vor, du som er i himlene. Jeg beder om, at din vilje må ske i mit liv hele denne dag og nat. Jeg beder om, at der må blive lagt hindringer i vejen dér, hvor jeg ikke må komme, og at der må blive åbnet en vej dér, hvor jeg skal komme.


4/7-2013 - Kirsten Thurø