Kurt Christiansens mail af 29. april 2013 til Johan Schlüter

Til vores advokat Johan Schlüter og hvem der måtte interessere sig seriøst for copyrightsagen med Martinus Institut

Vedrørende copyrightsagen omkring Martinus Institut

Vi har erfaret, at der på Martinus Institut’s web-site er anbragt følgende tekst:

Forlængelse af frist for accept af forligstilbud
24.04.2013
Rådet modtog d. 3. april afvisning af forligstilbud fra modpartens advokat i sagen om krænkelse af Martinus Instituts' ophavsret. Samtidig fremsendte modpartens advokat et forligstilbud der ikke indeholder nogen reel efterlevelse af kravene i Martinus Instituts forligstilbud, hvorfor det er blevet afvist.
Inden indgivelse af stævning til byretten har rådet besluttet at forlænge tidsperioden for accepten af det oprindelige forligstilbud, fremsat d. 11. marts, i yderligere 10 dage fra d. 22. april.
Til forligstilbuddet er vedlagt to breve fra slutningen af 1979 skrevet af Bertil Ekstrøm, medarbejder på Martinus Institut, og underskrevet af Martinus. Brevene udtrykker klart Martinus' holdning til forvaltningen af ophavsretten til hans værker. De er skrevet ganske kort tid, inden Martinus ved gavebrev af 18. juni 1980 overdrog ansvaret og rettighederne til samtlige sine værker til Martinus Institut. Brevene understreger, at der ikke er nogen tvivl om det retmæssige i Martinus Instituts' håndhævelse af ophavsretten.
Brevene fra Bertil kan læses her.
Rådet vil på et tidspunkt komme med en nærmere redegørelse.

Rådet, den 24. april 2013

Der henvises til to breve fra 1979, hvor en afdød medarbejder, Bertil Ekstrøm, har bebrejdet personer i Sverige, som har kopieret nogle af Martinus symboler uden Martinus tilladelse. Skrivelserne ser ud til at være medunderskrevet af Martinus (dette må rådet imidlertid dokumentere for os). Det kan nemlig ikke aflæses, om Martinus har underskrevet før afsendelsen eller kun på den kopi, der ligger tilbage på Instituttet.

Rådet meddeler i teksten, at man har forlænget fristen for vor accept af deres krav, for at de kan undlade en retssag.
Det kan med det samme gøres klart, at indholdet af vores svarskrivelse står ved magt, og at det vi har skrevet i teksten skal forstås som et ultimativt krav, nemlig, at Rådet skriftligt skal godtage, at vi frit kan trykke, udgive og forhandle de uforfalskede udgaver af Martinus værker. Vil de ikke det må de forsøge at køre deres klargjorte retssag imod os. Vi finder det ikke formålstjenligt, at vi fremover skal spilde tid og penge på, at rådet forsøger på at forhindre os i at udgive de originale og uforfalskede tekster, så længe rådet redigerer i teksterne, og dermed forfalsker dem, stik imod Martinus påbud, samtidig med at de ikke har de originale tekster på lager til salg til interesserede, og til kostpris.

Ved at offentliggøre og henvise til de to omtalte breve fra 1979 mener rådet sandsynligvis at kunne dokumentere deres moralske ret til at forhindre os i at udgive den ægte vare. Det vil muligvis også være muligt, hvis dem, der skal overbevises, er ganske enfoldige mennesker, der reelt ikke forstår, hvad sagen drejer sig om overhovedet.
I forhold til mennesker, der forstår hvad disse, rådets forfalskninger af teksterne, betyder, demonstrerer det blot rådets totale mangel på nødvendige intellektuelle kvaliteter. En dokumentation som vil få stor betydning for størstedelen af de åndsvidenskabeligt indstillede menneskers syn på rådets administration af Martinus Institut. Vi skal ikke give os af med at spå, hvad der efterfølgende vil ske, hvis rådet efterfølgende vælger at køre en copyrightsag imod os. Vi vil heller ikke tage stilling til, hvad udfaldet måtte blive. Vi ved dog en ting, at der vil opstå en endnu kraftigere storm på rådet, end den de indtil nu har oplevet.

For at forstå hvad der står i ovennævnte breve, hvis indhold ikke har nogen som helst betydning for den verserende sag, skal vi bemærke følgende:

Brevene er så vidt vi kan se, skrevet til personer i Sverige. Brevskriveren er en nu afdød svensker, Bertil Ekstrøm, som arbejdede på instituttet som altmuligmand, medens Martinus levede og en del år efter.
Undertegnede Kurt Christiansen har mødt ham en af de få gange, hvor jeg har været på Martinus Institut. Det var i 1998 – 1999, hvor jeg havde opbygget en helt unik database over Martinuslitteraturen. Jeg ville forære denne database til Martinus Institut. På dette tidspunkt var Bertil blevet forfremmet til noget mere, jeg ved ikke hvad. Da jeg tilbød dette, udtalte samme Bertil Ekstrøm til mig, idet han stod sammen med Willy Kuijper:

”Det var således, sagde han, at hvis der havde været brug for en sådan (database), havde man på instituttet fået direkte besked af Gud på, at den skulle laves, og så havde man lavet den her. Man havde ikke modtaget en sådan besked fra Gud, og derfor var den ganske uden interesse. Willy, der var med i samtalen, havde overhovedet ikke nogen indvendinger mod Bertils udlægning. Willy beordrede blot sine medarbejdere til at gå op og arbejde, så de ikke spildte tiden. Da alle gik, inklusive Willy, forlod jeg instituttet.”

Dette er et tekststykke taget fra et brev, jeg skrev til rådet på Instituttet den 10/10 2004.
Her får man en klar oplysning om den fanatisme, der råder på Instituttet, og at de efter eget udsagn er sikker på, at de er specielt udvalgt af Gud og derfor har uhæmmet opbakning og ret til at handle på Guds vegne. Man bliver også klar over, at Willy Kuijper, som er formand for rådet, er af samme opfattelse. Det synspunkt at rådet er Guds udvalgte beslutningstagere på jorden i disse sager, har rådet tilkendegivet flere gange efterfølgende til forskellige mennesker.

Vi kan af brevene fra 1979 se, at det, der står i dem, er i overensstemmelse med Bertils fanatiske indstilling som værende udvalgt af Gud. Han havde naturligvis ikke kompetence til at skrive til mennesker på Martinus’ vegne. Hvis det, vi ser, ikke er forfalsket, har Martinus så efterfølgende sat sin underskrift på kopien, som udtryk for, at han ikke havde noget at indvende.
At det er iøjnefaldende, at Martinus ikke har interesseret sig særlig for sagen, er klart derved, at hvis han havde gjort det, havde han selv skrevet til vedkommende, og ikke blot sat sin autograf på en kopi af et brev skrevet af en aldeles inkompetent medarbejder. I vigtige sager overlod Martinus aldrig til andre at håndtere sagerne.

At rådet udstiller disse to breve som dokumentation for deres moralske ret til at prøve på at forhindre, at andre mennesker sørger for, non profit, at udgive Martinus litteratur uforfalsket, når rådet påberåber sig den guddommelige ret til at rette og dermed forfalske teksterne, er nok ikke så overraskende, men aldeles irrelevant og uinteressant, da det ikke vedkommer sagen overhovedet.

Det der bl.a. gør, at disse breve er aldeles irrelevante for den foreliggende sag, er, at de angår en situation, hvor nogen uden for instituttet på identisk måde reproducerer noget, instituttet allerede udgiver. Den foreliggende sag drejer sig derimod om, at vi af moralske og videnskabelige grunde har set os nødsaget til at genudgive Martinus’ originale uændrede tekst, eftersom Martinus Institut ikke gør det selv. Hvis Martinus Institut selv havde udgivet den originale tekst, havde ingen andre behøvet tage affære, som vi har gjort.

Martinus havde nok ikke i sin vildeste fantasi kunne tænke på, at de mennesker, der sidder i rådet, kunne finde på at forfalske hans tekster og endda forsøge at forfølge mennesker, der havde både intelligens og indsigt til at søge at bevare teksterne uforandrede efter Martinus’ ubetingede ønske. Et ønske som han til enhver tid prøvede at indprente i sine efterkommeres bevidsthed.

Vi skal lige huske på, at det ikke er første gang, rådet prøver at forskrække og knægte dem, der står for den ægte vare. Rådet har, umiddelbart efter at jeg udgav de 7 bind, truet mig med 6 års fængsel. Det fortrød de imidlertid, da jeg ikke blev bange for dem. De henlagde sagen efter at have konstateret, at det ville blive en alt for stor økonomisk og menneskelig belastning at køre den.

Afsluttende må vi fastslå, at det faktum, at rådet har fundet to aldeles uinteressante breve frem og påberåber sig, at de hermed har styrket deres moralske ret til at forfølge, beslaglægge og destruere Martinus’ ægte tekster, virker aldeles tåbeligt. Det vil naturligvis ikke have nogen indflydelse på, hvad mennesker, der har indsigt og kløgt til at forstå hvad sagen drejer sig om, mener. Det kan i bedste tilfælde påvirke mennesker, der er fuldstændig uden evner til at overskue en sådan sag.

Vi kan også slå fast, at det passerede overhovedet ikke har nogen indflydelse på det krav, vi fra første færd har stillet rådet overfor, og som vi forlanger opfyldt. Vi vil ikke frem over spilde vores tid med at diskutere med rådet om juridiske spidsfindigheder, når det helt klar drejer sig om moralske aspekter, og om at undgå forfalskninger af disse for menneskeheden vejledende tekster.


******


Vi har ikke tidligere offentliggjort hvad vi skrev til rådets advokat i første omgang. Det kan ses efterfølgende:

Vanløse, den 26/3 2013

Til advokatfirmaet KROMANN REUMERT
Att. Advokat Martin Dahl Pedersen som advokat for Martinus Institut.

Under henvisning til det stævningsudkast og forligstilbud som vi har modtaget fra dig, skal vi, alle de implicerede parter, der er sagsøgt ifølge skrivelsen, samlet, tilkendegive følgende:

Vi vil på ingen måde acceptere din klients forligstilbud, men vi fremsætter efterfølgende vores eget forligstilbud:

  1. Vi accepterer at standse alle aktiviteter omkring bogen: ”Martinus ufuldendte manuskript til bogen ”Det Tredie Testamente”. Herunder salg af bogen.

  2. Vi gentager vores tidligere fremsatte tilbud, der består i, at Martinus Institut løbende, uden mængdekrav, kan købe alle de forskellige faksimileudgaver, samt vores symbol- og litteraturkatalog med Martinus originale symboler, trykt i de korrekte farver, som er udgivet af os. Det drejer sig om Livets Bog I-VII, Det evige Verdensbillede I-III, Logik og Bisættelse samt småbøgerne og ovennævnte symbol- og litteraturkatalog. Vi vil sælge disse til Martinus Institut til vores rene produktionspris plus transportomkostninger. Dette tilbud fremsætter vi, da Instituttet tidligere har meddelt os, at de hverken har økonomiske midler eller menneskelige resurser til selv at fremstille disse originale og uændrede bøger.

For at tilbyde ovennævnte forlanger vi, at Martinus Instituttet/ved Rådet giver os en skriftlig erklæring om, at vi helt frit, og uden økonomiske krav, kan trykke, udgive og sælge disse værker, i form af faksimileudgaver, altså identisk med de originale og uændrede bøger, samt vores symbol- og litteraturkatalog med Martinus originale symboler, og sådan som ovenfor nævnt, at Martinus Institut kan købe eksemplarer af disse bøger og symbol- og litteraturkatalog med beskrivelse af Martinus symboler og litteratur, til vores rene produktionspris plus transportomkostninger, til salg i deres bogudsalg.

Dette er vores endelige tilbud, der ikke kan diskuteres. Hvis Martinus Institut ikke vil acceptere vores tilbud, står det naturligvis Martinus Institut/ved Rådet, frit for at lægge sag an imod os, som påståede overtrædere af deres copyright.

Med venlig hilsen

Åndsvidenskabsforlaget/ v. Kurt Christiansen, Limfjordsvej 29, 2720 Vanløse.
Fonden Det Tredie Testamente/The Third Testament Foundation, herunder LIVETS SKOLE i åndsvidenskab, Vestre Gade 6, Brøndbyøster, 2605 Brøndby
Kosmologisk Information v/Ruth Olsen, Klintvej 104, Klint, 4500 Nykøbing Sjælland
www.martinus-webcenter.dk v/Søren Ingemann Larsen, Vesterled 35, st., 2100 København Ø


Det har således ingen betydning for os, at rådet har udskudt deres afgørelse om de vil vælge det ene eller det andet. Vi har hermed tilkendegivet vores holdning.


******


Med venlig hilsen

Kurt Christiansen, på vegne af:

Åndsvidenskabsforlaget/ v. Kurt Christiansen, Limfjordsvej 29, 2720 Vanløse.
Fonden Det Tredie Testamente/The Third Testament Foundation, herunder LIVETS SKOLE i åndsvidenskab, Vestre Gade 6, Brøndbyøster, 2605 Brøndby
Kosmologisk Information v/Ruth Olsen, Klintvej 104, Klint, 4500 Nykøbing Sjælland
www.martinus-webcenter.dk v/Søren Ingemann Larsen, Vesterled 35, st., 2100 København Ø