Åbent brev til Sagens venner

Den højere vilje og rådet

På et tidspunkt besluttede Martinus at ændre betegnelsen for sin bestyrelse. Fremover skulle det ikke hedde ’bestyrelsen’, men ’rådet’. Han begrundede det med, at der ikke er noget, der skal ’bestyres’, for det er en højere vilje, der bestemmer. Hvis folk ville kritisere rådet, kunne rådet derfor med sindsro sige, at det ikke var dem, der havde bestemt, at det skulle være sådan.

Med det nye betegnelse ’rådet’ understreger Martinus også, at det er en af rådets primære opgaver at give råd. Når der feks opstår et problem med Sagens venner, skal rådet være behjælpelig med at finde frem til det mest kærlige løsning – for dén opnår man ikke ved domstolene. I den nuværende sag har rådets medlemmer derfor svigtet deres løfte til Martinus, for man har ikke gjort noget velment forsøg på at tale med de fire parter, som står anklaget for at have overtrådt instituttets copyright. Hvis de fire anklagede tog deres ’maske’ af, så ser vi X1, dvs. Guddommen. Med andre ord har man sat selve Guddommen på anklagebænken! Og nu bliver det synligt, hvorfor vi skal finde os i alt og tilgive ikke bare 7 gange dagligt, men 7 gange 70 gange dagligt. Det vil sige: altid.

At være medlem af Martinus råd er ingen let opgave, for hver enkelt medlem påtager sig et enormt ansvar. Ikke nok med, at der er meget, der skal leves op til, men man skal også være foregangsmand. Stillet over for det nuværende problem må rådsmedlemmerne vise, at de ved, hvad der forventes af dem, og at de er sig dette ansvar bevidst. Da vi alle er lige, om end med vidt forskellige ansvarsområder, er der intet specielt prestigefyldt i at være medlem af rådet, men det er hårdt åndeligt arbejde. Rådet kan glemme alt om ikke at begå fejl, for sålænge vi ikke har den store fødsel, er vi ikke ufejlbarlige. Rådet er ikke Gud, men et redskab for Gud og skal udføre hans vilje. Derfor er det vigtigt at lytte, lytte og atter lytte til Gud, så man i sit dybeste jeg er overbevist om, at det er Guds vilje, man udfører og ikke ens egen vilje.

Rådets handlinger skal således udtrykke Guds vilje. Det er som sagt hårdt åndeligt arbejde, for det er B-viden eller Det Tredie Testamente i praksis. Selvfølgelig er det et krævende stykke arbejde, og det tager sin tid. Men netop processen fra A- til B-viden er selve omdrejningspunktet i hele vores åndelige arbejde og forståelse af Det Tredie Testamente. Vi skal lære at lytte til Gud, således at en løsning ikke bliver efter vor vilje, men efter Guds vilje, dvs. efter en højere vilje.

Når rådet udfører Guds vilje - for rådet siger jo, at deres handlinger er Guds vilje - ja, så er en retssag løsningen. Så kunne man stille spørgsmålet: ’Er dét så den mest kærlige løsning?’ Hvis rådet også siger ja til det, så må rådet køre en retssag ved domstolene. Hvis rådet derimod svarer nej til, at det ikke er den mest kærlige løsning, så må rådet revurdere deres beslutning og finde ud af, hvor de er gået galt og må rette op på dette fejlgreb. Som nævnt kan rådsmedlemmerne ikke være ufejlbarlige i deres beslutninger, men når man opdager, man har begået en fejl, må man være så kærlig, at man straks gør fejlen god igen, det står jo i Strukturen. Det viser storhed, det giver respekt, og på den måde viser man sin kærlighed til Martinus Sag. På den måde er man med til at bringe Sagen ud i verden. Så der er intet galt i at begå fejl, tværtimod, det lærer vi alle sammen af. Den eneste, som er ufejlbarlig, er Gud, og hans vilje skal vi følge. Når vi går Guds veje, er det til glæde for alle.

Når rådet handler efter den højere vilje, er de beskyttet. Derfor må rådet forlade lokallogikken med dens retssager osv. og i stedet benytte sig af verdenslogikken. Jordkloden står foran sin store fødsel. Men inden da skal vi opleve et ragnarok med en kulmination af mørke og lidelser, som vi aldrig har set mage til før. Derfor er det vigtigt, at vi kommer i gang med at arbejde i henhold til Strukturen og dermed i henhold til Det Tredie Testamente. Så går Martinus forudsigelse i opfyldelse, for så vil folk spørge: ’Hvorfor har de det så godt på instituttet?’ Men så længe vi ikke kan løse de indbyrdes opståede problemer og endda må søge hjælp ved en verdslig domstol, er vi galt afmarcheret. Domstolene er baseret på lokallogik, og det kan ikke være anderledes, men når lokallogikken møder verdenslogikken, sprænges den.

Vi må ikke glemme, at uden Gud har vi ingen Sag.

Hvornår bruger vi copyrighten?

Når Martinus en gang bliver anerkendt, og hans bøger bliver bestsellere, så vil der altid være nogle charletaner, der vil udnytte dette, og som vil lave piratkopier af bøgerne for dermed at få sig nogle lettjente penge, ja, masser af penge. Men disse charletaner har ingen interesse i Sagen og har heller ingen kærlighed til Sagen. For dem drejer det sig kun om at tjene hurtige penge.

I dét tilfælde træder instituttets copyright i kraft, og i dét tilfælde kan vi med rette gøre brug af de verdslige love. Det er disse mennesker, Martinus tænker på og omtaler i sit fysiske testamente, og ikke de fire trofaste Martinus-venner, som rådet nu anklager, og som er en sag, som rådet selv er den primære årsag til. Når vi inden for Sagen bliver uenige, skal rådet vise, at de forstår så meget af Martinus Sag, at de indleder en snak med de pågældende, så man i fællesskab finder frem til en løsning. I dette tilfælde havde rådet absolut ingen intension om at udgive den daværende autoriserede udgave af Livets Bog, men ville kun udgive en ny og tilrettet udgave. Rådet burde derfor være glad for, at andre ville påtage sig at udgive en faksimileudgave – og også påtog sig den økonomiske side ved udgivelsen.

Denne uheldige og absolut unødvendige sag burde for længst have været afsluttet ved, at man i fællesskab havde fundet frem til en for begge parter kærlig løsning på uenigheden.

For vi arbejder jo alle for og henimod det samme mål. Det er jo vores alles Sag.


Med kærlige hilsner og tanker

Mischa Lim

Påskelørdag, den 30. marts 2013