Rådets kupforsøg

Aktindsigt har vist, at bestyrelsen eller rådet ved Martinus Institut den 13. juni 2016 gennem deres advokat Kromann Reumert har indsendt en ansøgning til Erhvervsstyrelsen med en anmodning om en vedtægtsændring, der giver de nuværende stemmeberettigede rådsmedlemmer tilladelse til at sidde i rådet i op til syv år yderligere regnet fra den 1. januar 2014, som er det tidspunkt, hvor de to fonde “Martinus Aktivitetsfond” og “Martinus Idealfond” blev lagt sammen. Ændringen vedrører § 6, stk. 1, hvor rådet ifølge ansøgningen ønsker denne tilføjelse: “Fondens første bestyrelse efter fusionen, jf. § 1, skal bestå af fem medlemmer, der alle udpeges i forbindelse med gennemførelse af fusionen. De pågældende fem bestyrelsesmedlemmer indtræder for en periode på syv år regnet fra den 1. januar 2014.” (Brev, Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut til Erhvervsstyrelsen, 13. juni 2016)

Erhvervsstyrelsen har i forbindelse med aktindsigten bedt Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut redegøre for, hvor lang tid fondens nuværende bestyrelsesmedlemmer har siddet i Martinus Idealfond. Gennem deres advokat har Martinus Institut givet dette svar: Ifølge Instituttets nuværende love, der vel at mærke - som der senere vil blive redegjort for - er ændret i forhold til Martinus’ oprindelige bestemmelse, kan ingen “være suppleant og bestyrelsesmedlem i mere end sammenlagt syv år.” (§ 6, stk. 3).

Det betyder, at vi i øjeblikket er i en situation, hvor Per Jan Neergaard-Henrichsen skulle have været trådt ud af rådet den 29. marts 2015, Trine Lisbeth Möller skulle have været udtrådt den 6. august 2016, og Jacob Kølle Christensen den 5. december 2016, mens Peter Kim Bendtsen kan sidde i rådet frem til den 4. september 2018. Vi ser altså, at der er i øjeblikket er tre medlemmer, som sidder ulovligt i rådet.

Martinus’ retningslinjer for rådets sammensætning og fornyelse
I perioden 1974-81 blev alle bestyrelsesmøder optaget på bånd, og udskrifterne viser, at Martinus og bestyrelsen i denne periode bestemte, hvorledes rådet skal organiseres og hvilke beføjelser, det har. I de sidste måneder af Martinus’ fysiske inkarnation falder alle detaljer vedrørende rådets sammensætning og fornyelse ved selvsupplering endeligt på plads. Den omvendte logik i rådets aktuelle handlemåde bliver tydelig, når man sammenligner, hvad rådet nu forsøger, med Martinus’ klare anvisninger, som de fremgår af rådsreferaterne (jf. især relevant dokumentation fra rådsmøderne i 1981 der er samlet i dette dokument.

De grundlæggende principper, som Martinus fastlægger, kan opsummeres i disse punkter:
Lad os undersøge punkterne nærmere og se, hvad Martinus har at sige om hvert enkelt punkt.

Rådet er som Sagens faste punkt forpligtet til at handle i overensstemmelse med de kosmiske analyser
Det fundamentale, og det man kan kalde rådets grundlov, er bestemmelsen om, at rådet er forpligtet til at følge de kosmiske analyser og dermed handle i overensstemmelse med alkærligheden:

“Man må egentlig... man er faktisk en vogter. Man er faktisk kun en vogter af alkærlighed. Man er en vogter af strukturen. Ja, for den er lavet. Og medarbejderstaben skal vide, at det er ikke Jer, der... ja, I er med i det.. I accepterer det, men det er ikke Jer, der har bestemt, at det skal være sådan. Det er en bestemmelse, der faktisk er evig... og så må man regne med, at der er et forsyn, der er den virkelige overordnede. I er kulturens repræsentanter.” 25. september 1974.

Det kan næppe betones stærkt nok, at rådsmedlemmerne ikke har fået en suveræn magt af Martinus eller på nogen måde har fået overdraget retten til at bestemme selv. De har ingen beføjelser til at definere rammerne for arbejdet, og de er forpligtet til at anerkende, at den virkelig overordnede ikke er rådet selv, men forsynet. Det er rådets opgave at sikre, at denne højere vilje sker. Det skal det gøre ved at være en vogter af alkærligheden eller strukturen, som er identisk med analyserne i Det Tredie Testamente.

Ved at acceptere og leve op til denne forpligtelse, bliver rådet eksemplarisk, og det demonstrerer derved over for medarbejderne - og resten af verden - hvorledes det i praksis er muligt at lede sagen og arbejde i overensstemmelse med de kosmiske analyser:

“Det skal vi jo... Sagen skal være et eksempel for sine medarbejdere. Det kan den ikke være, hvis vi benytter de gammeldags metoder. Den skal være sådan, at Sagen er upåklagelig. Den er et eksempel på overholdelse af kosmiske analyser.” 4. marts 1975.

For at rådet kan udføre sin opgave, må rådsmedlemmerne udvælges omhyggeligt blandt mennesker med forståelse for analyserne og et kærligt sindelag:

“Vi skal bruge den slags, der kommer tilbage med kærlighed og velsignelse. Men når jeg har lavet det sådan ... det ser måske indviklet ud. Det er ikke så indviklet. Det er kun at ... hovedprincippet er, at det skal betinge, at vi har virkelig nogle ordentlige mennesker i bestyrelsen ... virkeligt fremragende …. at vi ikke tager den første den bedste, som i den grad… måske vil spille en rolle.” 22. januar 1974.

Martinus var urokkelig her. Det er en forudsætning for at sidde i rådet, at man er indstillet på at lede Sagen i overensstemmelse med alkærligheden:

“I er jo vokset ind i Sagen af Jer selv på grund af Jeres interesse, og fordi jeg kunne se, at jeg kunne stole på, at analyserne var fundament for Jer.” 24. juni 1980.

Martinus betonede, at dette at sidde i rådet er en kolossal vigtig og ansvarsfuld post:

“Sagen er jo alligevel en fundamental sag, så der må være et fast punkt bag den. Det må være solidt. At der er syv - det er jo også det hellige tal. - Det har man jo brugt i mange tilfælde, og det tror jeg også er det helt rigtige. Det ER meget vigtigt med bestyrelsen. Den HAR en kolossal post. Den skal garantere, at instituttet, at bøgerne og det hele - det går sin gang som det skal. Og det MÅ den altså gøre.” 6. januar 1981.

Derfor gælder det også, at hvis man ikke ønsker at gå ind på at lede Sagen i overensstemmelse med disse retningslinjer, bør man ikke arbejde inden for Sagen, men uden for Sagen, og man bør i givet fald naturligvis ikke sidde i rådet:

“Men synes de ikke om at være med... at være medarbejdere... jamen, så kan de jo lade være. Det er ikke dem, der skal til at betinge, hvor moralen i denne Sag nu opstår. Den skal ikke dikteres af nogen udefra... den er allerede skrevet i Livets Bog. Og det skal bestyrelsen være rigtig bevidst i. Og... det gør jo slet ikke noget, at de går.” 21. maj 1974.

Vælger man nemlig at sidde i rådet uden at have den rette indstilling og uden at besidde evnen og viljen til at følge Strukturen, vil man komme i konflikt med Sagen, og resultatet bliver uundgåeligt ufred og spektakler: “Men det kommer nu dertil, at vi må holde strenge regler og være meget bestemte over for de forskellige ting vi bestemmer. For ellers flyder det ud, og så bliver der spektakler.” 5. august 1980.

Et “fuldautomatisk” system skal sikre, at ingen får en særlig magt
Martinus ønskede at undgå, at enkeltpersoner kunne blive dominerende og opbygge en særlig magtposition ved at sidde i rådet, og han var klar over, at man med et selvsupplerende råd måtte have et system med en indbygget mekanisme, som begrænser enkeltpersoners mulighed for uretmæssigt at få magt.

“Der er 5, der har magten. For at der hele tiden kan være fem, så har man to i reserve. Man kan også sige, at det er reserve, men det er bedre at kalde dem prøve. Så har man disse to. Og så er det lige meget hvad der sker. Formanden kan dø før tiden. Nå ja, men så har vi jo reserven, der går ind med det samme, og så skal vi se at finde en ny, der kommer bagved den anden på prøve. De kan jo også kaldes bestyrelsesmedhjælpere. Men prøve er det nemmeste, så ved de selv, at de er på prøve. Jeg tror, at vi her har noget - en fuldstændig automatik.” 6. januar 1981.

“Så bliver der altså syv. Og syv er jo også et meget fint tal. Det er jo fuldautomatisk.” 6. januar 1981.

Det er forudsat, at ingen kan være formand i mere end et år, og alle derefter rykker frem efter anciennitet, når formanden går ud rådet efter et år på formandsposten –  eller tidligere i tilfælde af f.eks. død eller fraflytning. Vi ser, hvordan Martinus lægger rådet an på, at ingen kan sidde med stemmeret i mere end fem år. Det var den måde, Martinus ønskede, at rådet skulle fungere på, og når vi i dag ser tilbage, kan vi konstatere, at rådet, 35 år efter Martinus forlod det fysiske plan, endnu ikke fungerer efter hensigten.

I 2001 valgte rådet at ændre lovene, så hvert medlem kan sidde i op til syv år med stemmeret i stedet for maksimalt fem år, som det oprindeligt var bestemt. Baggrunden for denne ændring er tilsyneladende, at der kom to nye medlemmer – Sven-Erik Rævdal og Klaus Iversen – ind i rådet, uden at de havde været suppleanter først, og at man derfor mente, de var “berettigede” til at sidde samtlige syv i rådet, som de øvrige ikke-permanente medlemmer. Lovændringen viser imidlertid, at rådet helt grundlæggende ikke havde sat sig ind i eller forstod, hvad Martinus mente og havde bestemt, idet de netop gør det, han under bestyrelsesmøderne omhyggeligt forklarede, man ikke skal.

Sven-Erik Rævdal indtrådte i rådet den 20. marts 2001, og ved Grethe Brinkhard død indtræder Klaus Iversen i rådet den 28. aug. 2001, således at rådet består af Willy Kuijper (fmd.), Ole Therkelsen, Henrik Hedegård, Sven-Erik Rævdal og Klaus Iversen. Dermed har vi på dette tidspunkt en situation, hvor Willy Kuijper er den eneste tilbageværende af de oprindelige medlemmer udpeget af Martinus. Ifølge 1982 lovenes overgangsbestemmelser havde Martinus bestemt, at de medlemmer, han personligt udpegede, selv “fastsætter ... tidspunktet for deres udtræden af rådet” (jf. § 11, stk, 1). Alle andre rådsmedlemmer har ifølge 1982 lovene maksimalt 5 år som stemmeberettigede medlemmer og skal rykke frem i hierarkiet, når der er er udskiftning på formandsposten. I § 5 stk. 3 er således anført:

 “Rådets medlemmer bliver næstformand og derefter formand efter anciennitet. Næstformandsperioden og formandsperioden er hver for sig højst et år.”

Under bestyrelsesmøderne blev spørgsmålet om, hvorvidt rådsmedlemmer havde ret til at sidde i rådet et bestemt åremål indgående drøftet, og på det punkt var Martinus konsekvent afvisende. Som svar på spørgsmålet, om man ikke bare kunne “sikre sig, at den ordinære tid er fem år som aktivt medlem”, sagde Martinus:

“Man skal ikke garantere. Her i en Sag som denne skal folk ikke have store begær eller forlangender osv. De må rette sig efter Sagen, - og det gør de da, hvis de synes om Sagen. Og når Sagen er sådan, så må de få at vide i forvejen — det retter sig jo alt sammen efter — går det hele, som det skal, så bliver du formand. Men det er muligt, at der sker de og de ting, og så rykker du jo frem. Hvad gør det, at han kun er medlem i fire år. Det er jo ikke en præsidentpost eller kongepost. Det er ikke en bestyrelse i almindelig forstand. Det er egentlig meget mere end bestyrelse. Den udfolder et særligt sindelag.”  6. januar 1981.

For Martinus var det Sagen, der stod i centrum, og han forsøgte omhyggeligt at fjerne alt, der gav en forestilling om særrettigheder og enkeltpersoners fortrinsstilling frem for andre. Det var en høj moral og det rette sindelag, som skulle stimuleres, og det blev det ikke, hvis medlemmerne fik en opfattelse af, at de havde særlige rettigheder eller privilegier. Alle skulle arbejde sammen på lige fod, og der skulle ikke være overordnede og underordnede i traditionel forstand. Martinus var særdeles tydelig med hensyn til, at medlemmernes anciennitet ikke skulle beregnes efter dato, men efter hvornår der var udskiftning på formandsposten:

“Nej dato, nej, det er dette år, det er den tid, bestyrelsen skal have, det er ikke hvad datoer, der eksisterer. Hvis nu formanden dør, så rykker den næste ind. Han er jo moden til det, - og det er de alle sammen. Så går prøvemanden ind. Han kommer måske ind et år før han skulle. Men vi skal jo huske på, - de er jo kun på prøve. [...] Men jeg kan ikke se andet, - at hvis man skal holde sig til datoer, så bliver der en forfærdelig masse kludder. Men det kan der ikke blive, når det retter sig efter bestyrelsens tid - den, den har til rådighed. Den er ikke afhængig af, at det skal være den eller den dato. Formanden dør, så rykker den næste ind, lige meget om han kun har været på den post i nogle måneder. De, der rykker ind, har jo altid været der et stykke tid. Medmindre der skulle blive en hel epidemi, så må man finde på andre.” 6. januar 1981.

I 2001 kunne man helt problemfrit have indført Martinus’ fuldautomatiske system med 4 år som stemmeberettiget medlem af rådet frem til det tidspunkt, hvor Willy Kuijper vælger at forlade rådet. Frem for ved lovændring at forlænge perioden som stemmeberettiget medlem fra maksimalt fem til maksimalt syv år, havde det været logisk at give nye medlemmer en periode på 4 år som stemmeberettigede medlemmer af rådet og to år som suppleanter, således at den samlede medlemsperiode – så længe Willy Kuijper var formand for rådet – højst var seks år. I overgangsperioden frem til det tidspunkt, hvor Willy Kuijper forlod formandsposten, ville den regelmæssige udskiftning da finde sted, når næstformanden efter et år på posten, trådte ud af rådet.

Dermed ville man frem for at ulovliggøre have lovliggjort rådet, idet man da ville have handlet i overensstemmelse med de overgangsbestemmelser, som er anført i 1982 lovene, og som var udarbejdet sammen med Martinus. Der er tale om § 11, stk. 5, hvor det hedder:

“Reglerne i § 5 træder gradvis i kraft i takt med afgangen af de medlemmer, som er udpeget af Martinus. Udover disse medlemmer kan ingen være suppleant og rådsmedlem i mere end sammenlagt seks år.”

Hvortil der er tilføjet denne kommentar:

“Tidsbegrænsningen i den sidste del af denne bestemmelse giver en naturlig overgang til de forholdsvis korte funktionsperioder, som senere skal være gældende.”

Vi ser her, at det meget klart i overgangsbestemmelserne er angivet, at ingen nytilkomne rådsmedlemmer kan sidde i rådet i mere end seks år, så længe der stadig sidder oprindelige medlemmer uden tidsbegrænsning. Det er det system, som rådet burde have valgt i 2001 og fulgt frem til i dag. Da havde man respekteret lovene og fulgt Martinus bestemmelser nøjagtigt, som han ønskede det. I stedet indførte man i 2001, hvad Martinus indgående forklarer er forkert, og man vælger dermed – uden formodentlig at gøre sig det klart – at modarbejde og kortslutte Martinus’ tydeligt formulerede intentioner.

Nye rådsmedlemmer skal have en prøveperiode inden de får stemmeret
Under bestyrelsesmøderne i januar og februar 1981 var navnet “suppleant” endnu ikke bestemt, og Martinus betegner de nytilkomne medlemmer uden stemmeret som “de to i reserve”, “prøve-menneskene”, “prøvemanden” etc. Den grundlæggende ide er, at man skal have mulighed for at se de nye an og se, om de egner sig til posten. Derfor er perioden som suppleant vigtig. Det bliver betonet af Martinus igen og igen:

“Man kan ikke stole på menneskene. De gør det ene og det andet. Men her skulle vi være sådan fremme, at sådan to prøvemennesker kan man stole helt på. Og de skal naturligvis også kunne stole på bestyrelsen.” 24. februar 1981

“Man må regne med, at mennesker, der er på den post, det er da mennesker, som vi ikke behøver at være bange for. Man må jo sørge for, at man indvælger mennesker, der ikke får tossede ideer.” 6. januar 1981.

“Det er mere for, at de, der er i bestyrelsen, skal lære ham at kende, - at de kan være sammen med dem. For så kan de jo hurtigt opdage, at de egner sig ikke - eller også egner de sig godt. Det er nærmest for, at man kan opdage, om de egner sig til det.” 6. januar 1981.

“Ja, det er det, jeg mener. Vi må have et system, som vi kan garantere. De skal ikke komme og dirigere en høj Sag som denne. Dette her er det eneste rigtige, der er til, jeg mener, hvis vi tager de rigtige mennesker. Får vi ikke fat i de rigtige mennesker, så bliver alting jo tosset. Det ligger til bestyrelsen, at de må undersøge under deres tid, der må de så spejde og holde øje med - Og det opdages jo nok, hvor der er nogen, de kunne tænke sig, at de kan egne sig. Og det er jo også sådan, at hvis der kommer sådan nogle ind, der ikke egner sig, ja, så må man jo på en pæn måde få dem ud.” 6. januar 1981.

“Men det er meget vigtigt, at bestyrelsen lærer at kende, hvem der skal være deres efterfølger. Og det lærer de at kende ved at tage to mænd ind. De er med i bestyrelsen, og de er med til at sige det ene og det andet, uden at de har stemmeret. Jeg mener ikke, at de skal have magt til at stemme. Bestyrelsen lærer dem at kende. De skal have det år til at lære dem at kende - eller to år.” 6. januar 1981.

“Dem som er bestyrelsesmedlemmer - de skal leve efter sagen, - de skal være i renkultur. Det må være deres liv. Hvis ikke det er deres liv, og de synes - ja, det er bare noget, der er sjovt at være med der, - det dur ikke. Men der er det, jeg mener, at det er sikret på den måde, at da de nu har en ……. Bestyrelsen må være mennesker, folk ser op til.” 27. januar 1981.

Når man forstår, hvor stor vægt Martinus lagde på, at ordningen med suppleanter fungerer, og indser begrundelsen herfor, kan det undre, at rådet gennem årene har haft en så udpræget afslappet holdning til bestemmelsen. Martinus Institut har hverken ønsket at bekræfte eller berigtige oplysningerne, men ifølge en foreløbig opgørelse har rådet kun været sammensat lovligt i overensstemmelse med Martinus’ bestemmelser i 14 af 34 år siden 1981:
Der er to gange siden 1982 foretaget lovændringer, som har undergravet de klare regler for den automatiske udskiftning, som Martinus suverænt fastlagde.

I de oprindelig 1982 love hedder det i § 6 stk. 3:

“Rådet udpeger to suppleanter, som deltager i rådets møder uden stemmeret. Ved medlemsafgang indgår normalt den først udpegede suppleant som nyt medlem af rådet. Lader rådet den anden indgå, fratræder den først udpegede suppleant samtidig sit hverv som suppleant.”

Det er i 2001 lovene § 6 stk. 5 blevet til:

“Ingen kan være suppleant og bestyrelsesmedlem i mere end sammenlagt syv år. For at sikre en glidende udskiftning kan bestyrelsen (rådet) beslutte at forlænge bestyrelsesperioden for medlemmer med mindre end to års suppleanttid, således at deres samlede funktionsperiode bliver på op til syv år.”

Der er således med denne lovændring åbnet op for, at man kan sidde med stemmeret i rådet i mere end 5 år, og den fuldautomatiske regel for udskiftning, der ikke er baseret på dato, men på formandens udtræden af rådet, er sat ud af kraft.

Udviklingen bort fra Martinus bestemmelse fortsættes med de seneste lovændringer fra 2014, hvor det i § 6 stk. 3 nu hedder:

“Bestyrelsen kan udpege to suppleanter, som deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret. Ved medlemsafgang indtræder normalt den først udpegede som nyt medlem af bestyrelsen. Lader bestyrelsen den anden suppleant indtræde, fratræder den først udpegede suppleant samtidig sit hverv som suppleant. Ingen kan være suppleant og bestyrelsesmedlem i mere end sammenlagt syv år.”

Man har med andre ord nu helt forladt bestemmelsen om, at ingen kan indtræde i bestyrelsen med stemmeret uden en forudgående suppleantperiode, og det er nu lovligt med kun 5 medlemmer og ingen suppleanter. Martinus’ regel om, at man maksimalt kan have stemmeret i 5 år er uden videre sat op til 7 år, og man fastholder at se stort på Martinus’ regel om automatisk udskiftning og oprykning med maksimalt et års mellemrum.

Når man årvågent og omhyggeligt læser, hvad Martinus siger til rådsmøderne, og sammenligner det med, hvorledes rådet har valgt at lede Sagen, er det, som om der ikke er nogen tydelig sammenhæng mellem det, Martinus ønsker, og hvad rådet foretager sig. Man bliver uundgåeligt i tvivl, om rådsmedlemmerne overhovedet har sat sig ind i, hvordan Martinus ønsker sin Sag videreført, og det er under alle omstændigheder vanskeligt at begribe, hvorfra rådet i den grad får modet til at sætte sig op imod Martinus’ ræsonnementer og bestemmelser. Man skulle ellers synes, at når Martinus fuldstændigt klart udtaler:

“Sagen er jo alligevel en fundamental sag, så der må være et fast punkt bag den. Det må være solidt. At der er syv - det er jo også det hellige tal. - Det har man jo brugt i mange tilfælde, og det tror jeg også er det helt rigtige.” 6. januar 1981.

da ville rådet være besjælet af ønsket om ubetinget at efterleve dette. Martinus’ udtalelse er fra 6. januar 1981 og blev stadfæstet tre uger senere, og den blev fastholdt i de følgende måneder frem til Martinus’ fysiske bortgang:

“Jeg synes, det er godt med fem medlemmer, - det er den længste tid [5 år]. Her har vi et fast grundlag, og det må holdes.” 27. januar 1981.

Bestemmelsen kom da også ind som § 5 i 1982 lovene, men det er, som om rådet, som årene er gået, har glemt, hvem Martinus er, og hvad han repræsenterer:

“Nej, for jeg kommer ikke med noget, uden vi kan godt snakke om det. Men når jeg endelig har bestemt, så er det fra forsynet bestemt.” 13. maj 1980.

Bliver den aktuelle ansøgning om vedtægtsændring imødekommet af Fondsmyndighederne, svækkes og tilsidesættes Martinus’ bestemmelser yderligere, idet de nuværende, ikke permanente medlemmer i givet fald får en helt ekstraordinær magt og indflydelse. De vil da kunne sidde i rådet i henholdsvis 12 år og 9 måneder (Per Jan Neergaard-Henrichsen), hvoraf 12 år og 5 måneder er som stemmeberettiget medlem, 11 år og 5 måneder (Trine Lisbeth Möller) med 10 år og 5 måneder som stemmeberettiget medlem år, 11 år (Jacob Kølle Christensen) hvor 9 år og 5 måneder er som stemmeberettiget medlem, og 7 år og 4 måneder (Peter Kim Bendtsen) som vil være stemmeberettiget medlem i 7 år og 4 måneder.

På baggrund af Martinus’ anvisninger er det umiddelbart indlysende, at dette netop ikke er, hvad Martinus ønskede. Hans krystalklare bestemmelse om en tidsbegrænsning på fem år, der uden undtagelse er ens for alle, bliver med gennemførelsen af denne vedtægtsændring sat ud af kraft i en syvårsperiode. Og der skabes præcedens for, at kommende råd kan benytte sig af lignende ureglementerede og magtbefordrende fremgangsmåder.

På spørgsmålet, om et rådsmedlem kan sidde i f.eks. 12 år, svarer Martinus:

“Ja, det er det. En meget dygtig mand kan få en farlig magt på tolv år, og det er det vi skal forhindre, - der er ingen, der skal ha’ magt.” 14. oktober 1980.

At rådet derfor med det nuværende ændringsforslag er på kollisionskurs med Martinus’ dokumenterede bestemmelser, er ubestrideligt.

De nye skal have mulighed for i en periode at vænne sig til og lære rådsarbejdet at kende
Suppleanterne skal bruge suppleantperioden til at lære rådsarbejdet at kende. Martinus nedtoner det nogle steder lidt, fordi det er moralen, der er afgørende - og den kan ikke trænes op på et år eller to - men dette at lære arbejdsgangene og tankegangene i det interne arbejde at kende, inden man får stemmeret, har alligevel stor betydning:

“Fem er godt, men de to skal ikke have magt, for de skal træne sig, de skal lære. Og de har godt af at være i Sagen i de år, de er på prøve, inden de får magt.” 6. januar 1981.

“Det er ikke, fordi de skal lære at blive gode og kærlige. De er inde for at blive trænet op i bestyrelsen, i situationen, og hvordan man styrer Sagen.” 6. januar 1981.

Ved at overholde bestemmelserne kommer man aldrig i en situation, hvor man er nødt til at tage en ny ind i rådet med stemmeret, med mindre der opstår en dødelig epidemi:

“De, der rykker ind, har jo altid været der et stykke tid. Medmindre der skulle blive en hel epidemi, så må man finde på andre.” 6. januar 1981.

Ved i perioder at se stort på bestemmelsen om suppleanter og ved ifølge 2014 lovene at gøre det frivilligt, har rådet skabt en situation, hvor der skal meget mindre end en epidemi til, at der kan opstå en situation, hvor man er nødt til at hente helt uprøvede ind som stemmeberettigede medlemmer.

Grus i maskineriet
Vi ser således, at rådet i øjeblikket befinder sig i en blindgyde. Vi ser, hvordan der bliver kludret i det med bøgerne, og hvordan de, som forsøger at råde bod herpå ved at sikre, at Martinus’ originale værker er tilgængelige på markedet for interesserede læsere, bliver stævnet og retsforfulgt stik imod Martinus’ utvetydigt klare anvisninger om, at bøgerne ikke skal sikres på den måde, og at Sagen ikke skal rode sig ud i retssager. Siden har vi set, at MI’s officielle repræsentanter kommer med særdeles besynderlige vidneudsagn i Københavns Byret og ikke er i stand til at fremstå som troværdige repræsentanter for Martinus og hans værk og mission.

Der er nu, mere end nogensinde, behov for en uvildig analyse, der én gang for alle afklarer, hvordan det sikres, at Det Tredie Testamente bliver udgivet på en måde og i en form, der  –  hævet over enhver berettiget tvivl  –  er i overensstemmelse med Martinus’ ønsker og intentioner.

Vi ser, hvordan retssagen binder rådet og MI som en ikke-uvildig part i sagen, og hvordan strategiske og taktiske overvejelser - læs lokallogiske ræsonnementer - blokerer for den universelle logiks udfoldelse inden for instituttets rammer. Det viser sig også derved, at Sagens interesserede bliver dømt inde eller ude alt efter, om de er enige eller uenige med MI i dets, universallogisk set udprægede partiske synspunkter på udgivelsespolitikkens, retsforfølgelsens og lovændringernes område. Vi ser med andre ord, hvordan den ene overtrædelse af Martinus’ klare anvisninger fører den anden med sig. Den foreløbige og næsten ubegribeligt radikale kulmination er, at rådet nu mere end nogensinde arbejder aktivt for at sætte det udskiftningsprincip ud af kraft, som Martinus formulerede så omhyggeligt og klart, inden han forlod det fysiske plan.

Rådet angiver selv som begrundelse over for Erhvervsstyrelsen, at

“Med henblik på at sikre kontinuiteten i bestyrelsens arbejde, herunder særligt i forhold til en retssag vedrørende ophavsretskrænkelser af Martinus Thomsens værk Det Tredje Testamente (som Fonden forvalter ophavsretten til), som Martinus Idealfond på tidspunktet for Fusionen var - og som Fonden fortsat er - involveret i, var det i forbindelse med Fusionen et ønske hos de i Fusionen involverede bestyrelser, at bestyrelsen i den fortsættende fond skulle udpeges for en periode på syv år.”

Rådet hævder således her gennem sin advokat, at det allerede i forbindelse med fusionen i den 1. januar 2014 ønskede, at de ikke-permanente stemmeberettigede medlemmer skulle udpeges for en ny syvårige periode. Rådet har med andre ord været fuldstændig tavs om disse planer i 3 år.

Det er ikke overraskende, at det i den nuværende situation er vanskeligt at finde egnede kandidater. Et råd, som sætter sig op mod Martinus og forsynet, er ikke et råd, det er attraktivt at være en del af for den, der af hjertet har forstået, hvad Martinus’ Sag går ud på. Det er frem for alt forstemmende at være vidne til et råd, der frem for at “læse skriften på væggen” og indse, at man er havnet i en blindgyde, vælger at fremture med sit eget. Ved sin handlemåde forsøger rådet nu at “besætte” instituttet og derved forhindre, at nye medlemmer, der ser på værkudgivelsen og retssagen og lovændringerne med uvildige øjne, kommer ind og får indflydelse.

Vi ser således, hvordan rådet med sin ansøgning til Erhvervsstyrelsen tager Sagen som gidsel for sin egen kortsigtede og ubetænksomme politik i modstrid med Martinus’ klare anvisninger. Den automatik, der som et upåklageligt urværk skulle sikre fornyelse og regelmæssig indsættelse af nye rådsmedlemmer, er de nuværende, stemmeberettigede rådsmedlemmer i færd med at sætte midlertidigt ud af kraft. Det, som Martinus med ufejlbarlig logik og en verdensgenløsers autoritet formulerede som et grundprincip for rådets virke, sætter rådet nu sin kraft og styrke ind på at omgøre. Og i den sammenhæng er det helt ligegyldigt, om rådet får fondsmyndighedens godkendelse. At Fonden for Martinus Åndsvidenskabelige Institut skal leve op til myndighedernes krav siger sig selv. Det er imidlertid ikke det, der er det afgørende. Det afgørende er, om rådet lever op sin primære forpligtelse, som er nøje at følge de retningslinjer, som Martinus gav for dets arbejde.

På den baggrund må vi konkludere, at der i øjeblikket ikke sidder et i juridisk og moralsk forstand legitimt råd på Martinus Institut. Og at selv om det juridiske problem skulle blive løst, står det moralske problem stadig uløst tilbage.

At rådet selv udmærket er klar over, at det befinder sig i en i moralsk forstand penibel situation, ser vi deraf, at rådsmedlemmerne bliver siddende ulovligt uden at oplyse sagens interesserede om, at de har valgt ikke at overholde instituttets love, og at de gennem en lovændring nu forsøger at omgøre Martinus’ bestemmelser og forlænge deres egen periode som stemmeberettigede medlemmer med op til syv år. Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som der har været rig lejlighed til at informere om denne højst usædvanlige beslutning. Senest i forbindelse med udsendelsen af instituttets sommerbrev og til mindedagen i august. Men ved begge disse oplagte lejligheder har rådet betegnende nok forholdt sig tavs.

Når vi er kommet i den situation, som vi står i dag, er det samtidigt vigtigt at huske på, at vi som Sagens interesserede alle har andel i det, som sker. Vi er alle hver især delvis ansvarlige for, at der inden for Sagen er vokset en autoritær kultur frem, hvor det er god tone at indordne sig og afholde sig fra at påpege selv særdeles graverende overtrædelser af de kosmiske analyser. På det punkt har vi en stor opgave foran os. Det er ikke kun rådet, der må leve op til sit ansvar og indstille sig på i et og alt at tænke og handle moralsk. Det må vi alle, og vi må være parate til at sige fra og påpege, hvad der er umoralsk og fremmed for denne Sag.

Hverken rådet, eller vi selv, kan dog handle ud fra en viden, vi ikke har. Det hele er et spørgsmål om udvikling, og alle gør det naturligvis så godt, de kan. Vi kan kun være taknemmelige for, at Sagen får mulighed for at gøre sine egne, uomgængelige erfaringer. Det skaber de nødvendige betingelser for vækst. Opgaven er nu at indse, at der er en tid for alting, og at tiden nu er kommet for eftertanke og selvransagelse.

Rådet har af Martinus fået som opgave at opbygge et institut for Martinus’ åndsvidenskab, der fungerer i overensstemmelse med alkærligheden. Der kan på jordkloden i dette og de kommende århundreder næppe tænkes en større og mere fundamental sag end Martinus’ Sag, og alt, hvad der har sneget sig ind, som er i strid med strukturen og de kosmiske analyser, må derfor fjernes, således at Instituttet kan opfylde sin mission og igen blive Martinus Institut i ånd og sandhed.

Jes Arbov /5. december 2016

--------------------------

Det skal tilføjes, at ovenstående artikel er sendt til rådets medlemmer som vedhæftning til en mail med følgende ordlyd:

Kære Willy Kuijper, Per Jan Neergaard, Jacob Kølle Christensen, Trine Möller og Peter Bendtsen

Det er med forundring vi har konstateret, at I den 13. juni 2016 har ansøgt Erhvervsstyrelsen om en vedtægtsændring, der forlænger perioden, hvor I kan sidde som stemmeberettigede medlemmer af rådet, ekstraordinært med hele syv år at regne fra 1. januar 2014.

Jeres ansøgning har givet anledning til, at vi har undersøgt, hvad Martinus bestemte og hvilke regler, han fastlagde for rådets sammensætning og løbende udskiftning. På den baggrund er det tydeligt, at jeres ansøgning er i modstrid med de principper, som Martinus formulerede. Det mener vi fremgår af dokumentationen, som vi præsenterer i vedhæftede artikel, og som vi derfor beder jer om at studere. Vi forstår, hvis I føler jer provokeret af titlen, og det beklager vi naturligvis. Vi har forsøgt os med mindre drastiske formuleringer, men kommer hele tiden tilbage til denne korte og fyndige titel. Vi finder nemlig, at er det er den mest præcise og dækkende betegnelse for det, der i øjeblikket finder sted i på Martinus Institut.

Med ønsket om en julemåned med tid til eftertanke ønsker vi jer en glædelig jul og ser frem til den dag, hvor vi kan arbejde mere harmonisk sammen.

De bedste hilsner
Ingrid Holck, Jens Lindsby, Rolf Elving og Jes Arbov